Et godt samarbejde sikrer, at vi kan løse opgaver effektivt, dele viden og erfaringer og støtte hinanden i at opnå fælles mål
Jeg får energi af at arbejde med mennesker og at hjælpe med at gøre medarbejdere i driften dygtigere og mere modige. Det er menneskene og de relationer jeg har, både i huset og i driften, der gør DAB til en god arbejdsplads for mig.
Samarbejdet med kolleger er altafgørende for mit arbejde som driftschef. Et godt samarbejde sikrer, at vi kan løse opgaver effektivt, dele viden og erfaringer og støtte hinanden i at opnå fælles mål. Det skaber en positiv og produktiv arbejdsatmosfære, som styrker mit arbejdsliv – jeg har også brug for at grine i løbet af en arbejdsdag, og for at vi fejrer, når noget går godt.
Resultater i virkeligheden
Som driftschef er jeg ansvarlig for den overordnede ledelse og drift af ejendommene i min portefølje. Jeg arbejder i et team med en økonomikonsulent, en afdelingssekretær og en bestyrelseskonsulent.
Opgaverne inkluderer udarbejdelse af drifts- og vedligeholdelsesplaner, projektstyring af renoveringsprojekter, budgetstyring samt håndtering af beboer- og medarbejdersager. Jeg er også ansvarlig for at sikre, at DAB’s værdier og strategier bliver efterlevet, og jeg arbejder tæt sammen med ejendomsmestre, ejendomsledere og beboerdemokratiske bestyrelser for at opnå det.
Det mest spændende ved jobbet er den store variation i opgaverne og muligheden for at skabe resultater i virkeligheden. At arbejde med både bestyrelser, tekniske udfordringer og ledelsesmæssige opgaver giver en dynamisk og stimulerende arbejdsdag. Det motiverer mig at se konkrete resultater af samarbejdet i afdelingerne og den fælles indsats, hvad enten det er gennemførte projekter eller tilfredse beboere.
Tæt samarbejde med driften
Jeg har en håndværksmæssig uddannelse som bygningssnedker samt en byggeteknisk baggrund, og jeg har senere uddannet mig inden for ledelse på diplom- og akademiniveau. Derudover har jeg en coachuddannelse, som har styrket mine ledelseskompetencer og evnen til at motivere og udvikle mine medarbejdere.
Jeg samarbejder meget tæt med ejendomsmestre, ejendomsledere og ejendomsfunktionærer, og vi afholder regelmæssige møder for at koordinere opgaver, diskutere udfordringer og finde gode løsninger. Jeg skal udfordre lederne og give dem inspiration. Det kan være en konkret synsopgave, vi skal sparre om, eller en udfordring med en medarbejder eller en bestyrelse, som jeg skal give feedback på.
- lede ejendomsfunktionærer
- stå for drift og vedligehold af bygninger
- koordinere mellem ejendomskontorer og administrationen
- være tovholder på projekter
- implementere beslutninger
- Ledelseskompetencer
- Teknisk viden
- Projektstyring
- Økonomistyring
- Kommunikation
Relation til bestyrelserne er altafgørende
DAB er jo en politisk styret virksomhed, og det kræver en god forståelse for de politiske processer og evnen til at navigere inden for disse rammer. DAB’s og ejendomsfunktionens relation til bestyrelserne er altafgørende, for det er dem, der træffer beslutninger om større investeringer og strategiske retninger for ejendommene. God kommunikation og et tæt samarbejde med bestyrelserne er nødvendigt for at sikre, at driftsmæssige behov og muligheder bliver forstået og taget i betragtning. Jeg bruger en del tid på at tale med beboerdemokrater om fordele og ulemper ved beslutninger, og hvilke konsekvenser de valg har. Den snak kan jeg godt lide. De har måske et synspunkt, og så spørger jeg ”Må jeg have lov til at udfordre det?”.
Ud over mit eget team samarbejder jeg også med stabsfunktioner i DAB som Byg og renovering, Beboerservice, Energi, Landskab og Juridisk afdeling for at sikre, at alle aspekter af ejendomsdriften fungerer optimalt. Når vi sidder forskellige parter om et bord, så har vi en fælles forståelse og kan bidrage hver især.