”Nysgerrighed og villighed til at lære er det vigtigste”
Nysgerrighed og villighed til at lære er vigtigt. Det er ubetinget det vigtigste som studentermedhjælper i DAB. Det er også vigtigt at være fagligt dygtigt, men jeg mener, at de to andre ting er meget vigtigere.
Jeg synes, at der er meget respekt for alle medarbejderne i DAB, og der er en flad struktur i stedet for et udtalt hierarki – jeg er ikke en kaffehenter. Jeg oplever, at jeg bliver hørt i samme grad som andre medarbejdere, selvom jeg er studentermedhjælper. Der er en gensidig respekt.
De fire vigtigste ting for mig er, at jobbet er fleksibelt, at jeg har ansvar og bliver lyttet til, og at arbejdet er studierelevant. Samtidig er jobbet ekstremt fleksibelt for mig. Jeg kan for eksempel arbejde hjemme, og jeg får mulighed for at tilpasse mine arbejdstider til mit studie. Det fungerer rigtig godt for mig.
Løser opgaver der giver værdi
Jeg har en it-teknisk uddannelse fra CBS og læser på IT-Universitetet, og begge dele kan jeg trække på i min opgaveløsning i DAB. De opgaver, jeg løser, bidrager samtidig til min uddannelse.
Det er forskellige kolleger i huset, der kommer med opgaver til mig, eller de spørger om mit bud på en løsning, og samtidig får jeg mulighed for at løse opgaver, som jeg selv kan se vil give værdi til DAB. Min chef giver mig også konkrete opgaver, jeg skal løse, eller et mål, vi skal nå. Så kan jeg reflektere over en god måde at gøre det på.
Min indgangsvinkel til jobbet i DAB var, at jeg kender én, der arbejder her, og jeg vidste derfor, at det er en god arbejdsplads. Derfor søgte jeg en stilling, og jeg er superglad for at være her.
Der er jo studentermedhjælpere i mange forskellige afdelinger af huset, og jeg er så heldig, at der var brug for en, der er vild med at nørde it. Jeg kan bidrage til organisationen med rapporter, dashboards og udvikling af værktøjer, der gavner huset eller boligafdelingerne.
Når jeg går på arbejde, bliver jeg bekræftet i, at jeg sidder med et område, der gavner virksomheden meget.