Tilbage

Historien om Bybjerget

Her finder du den elektroniske beboerhåndbog

Historien bag Bybjerget:

I 60’erne var det de andre boligselskaber, der byggede i ”Kærene” - og de byggede højt, effektivt montagebyggeri, der skaffede hurtige lejligheder til den lange boligkø.
Rødovre almennyttige Boligselskabs eneste bidrag til kransporsbyggerierne blev Bybjerget under kyndig byggesagsbehandling af arkitekt K. Thorball og M.Stephensen.
Bygningerne blev opført i hhv 1960 (blok A), 1962 (blok E), og endelig blev blok F opført i 1964.

30 år senere var det - ligesom de andre byggerier – ikke længere så kønt at se på.
De oprindeligt lyse grå element facader var blevet koksgrå, der var begyndende betonsyge, og de flade tage var konstant utætte.

Der skulle noget nyt til, og beboerne stillede krav. Facaderne blev renoveret, altanerne blev større og ved samme lejlighed fik byggeriet de mange farver, som nogen elsker at hade, men som andre elsker at glæde sig over. Grundet farverne er Bybjerget også blevet kendt under navnet "papegøjehusene"..

I 1992 løste man tagproblemet med spændende nye tagboliger ovenpå de flade tage, og siden har de grønne arealer fået et løft.

Sidste nye byggeri fra 2022 er Seniorboligfællesskab på Roskildevej 342. Boligerne er 2-3-rums boliger, og for at komme i betragtning til disse boliger skal man være fyldt 55 år og ikke have nogen hjemmeboende børn. Til boligerne er tilknyttet fælleslokale og parkeringskælder med mulighed for at købe sin egen parkeringsplads.

Foran forretningstorvet har den nu afdøde japanske billedhugger Jun Ichi Inoue lavet en smuk granitskulptur, som i dag er Bybjergets vartegn. Den forestiller en bølge.