Solceller
Etablering af et solcelleanlæg i en almen boligafdeling giver i langt de fleste tilfælde en fornuftig besparelse for beboerne. Enten via driftsregnskabet eller direkte på elregningen.
Der er flere forskellige løsninger, og det rigtige valg afhænger først og fremmest af, hvilken boligtype afdelingen består af. For eksempel om der er tale om villaer, rækkeboliger eller boligblokke. Forhold som matrikel-opdeling og stikledningstyper har også indflydelse på valget af solcelleløsning.
På den baggrund kan det vurderes om anlægget skal levere solstrøm til driften (ventilation, pumper med videre), solstrøm til driften og beboerne (bimålere) og om det eventuelt giver mening at supplere anlægget med batterier.
Inden der lægges for mange kræfter i solcelleprojektet, er det en god idé at undersøge, om der er lokalplaner eller fredningsforhold, der sætter en stopper for det grønne tiltag.
DAB’s energikonsulenter har erfaring fra mange forskellige solcelleprojekter og hjælper gerne med oplysning om gældende regler og lovgivning samt med dimensioneringsforslag og overslagsberegninger for anlægspriser og produktion.