Ølstykke alm. Boligselskab indviede flot og funktionelt plejecenter
Tekst og foto: Julie Grothen
Den hyggelige gårdhave dannede rammen, da Plejecenter Hyrdevænget blev indviet fredag den 29. september. Plejecenteret er opført i et vellykket samarbejde mellem Ølstykke alm. Boligselskab (ØAB) og Egedal Kommune og bliver hjem for 78 beboere.
Ved indvielsen var de første 38 beboere allerede flyttet ind, og nogle af dem lyttede sammen med personale fra plejecenteret med til dagens festtaler fra nogle af de store altaner, der vender ud mod gårdhaven. Andre beboere var på tur, mens arrangementet løb af stablen.
Den første taler var leder af demensområdet på Hyrdevænget Shannet Jakobsen:
- Vi er glade for, at så mange er mødt op. Vi er kommet langt allerede, og det ville aldrig være lykkedes uden alle vores helt fantastiske medarbejdere. Alle har bidraget fantastisk med engagement, tid og positiv energi - også de dage hvor det hele virkede en smule uoverskueligt, sagde Shannet Jakobsen, da hun bød velkommen.
Kærlighed, omsorg og dedikation
På Plejecenter Hyrdevænget er demensramte beboere og personale fra to andre plejecentre blevet samlet, og det har krævet en helt særlig indsats, forklarede lederen.
Egedals borgmester Vicky Holst Rasmussen havde også ros med til Hyrdevængets personale, og det var en stolt borgmester, som så sig rundt i plejecenterets gårdhave, hvor beboerne kan få et hvil på en af bænkene, sætte sig i læ i det lille orangeri eller betragte de høns, som er flyttet ind i plejecenterets hønsehus.
- Vi har sammen skabt et rigtig flot byggeri. Det er et hus fyldt med kærlighed, omsorg og dedikation til de borgere, vi har fået lov til at hjælpe og passe godt på, lød det fra borgmesteren.
- Det glæder mig at se, hvordan livet udfolder sig i bygningen, og hvordan I har indrettet jer med møbler, farver, smukke planter og billeder i jeres private boliger, som har fået et personligt præg, og hvordan I har gjort jeres fællesrum til hyggelige stuer og funktionelle medarbejderrum.
Funktionelt og moderne
Borgmesteren fremhævede også materialevalget i byggeriet.
- Der skal lyde en kæmpestor tak til bygherre i ØAB og DAB og til arkitekterne, som på smukkeste vis har skabt dette funktionelle byggeri og opfyldt vores vision om hjemlighed. Med kreativitet og stor faglighed har I skabt et flot hjem for beboerne, sagde Vicky Holst Rasmussen.
Formand for ØAB Poul Andreassen var med i 2018, da beslutningen om at opføre et nyt plejecenter blev taget, og han har siden fulgt byggeprocessen.
- ØAB er stolt af at være med til at udvide og udvikle boligområder i Egedal Kommune. Senest med dette moderne plejecenter, der er det tredje byggeri, som ØAB har opført i Egedals nye bydel, fortalte Poul Andreassen.
Formanden fremhævede, at der er lagt vægt på trygge og hjemlige omgivelser i Hyrdevænget.
- Det skal føles rart, roligt og trygt for de ældre at bo på plejecenteret – og for de pårørende at komme her, sagde Poul Andreassen.
Stemningen ved indvielsen var også både rar og rolig, og mellem talerne blev der tid til et musikalsk indslag, hvor en beboer med sin guitar og en ansat spillede for, mens de fleste sang med på ”Joanna” og ”Livstræet”.
30 års godt samarbejde
Administrerende direktør i DAB Ole Jacobsen fik herefter ordet:
- ØAB og DAB har haft et langt samarbejde med først Ølstykke og nu Egedal Kommune. Det er 30 år siden, det første byggeri blev indviet i Svanholmvænge. Også denne gang har vi haft et rigtig fint samarbejde med det personale, der er herude og et fantastisk godt samarbejde med kommunen om lokalplan, sagde Ole Jacobsen, som også fremhævede byggeriets gode kvalitet og ikke mindst materialevalg.
Den administrerende direktør rundede af med at minde om, at byggeriet ikke blot skal være imponerende ved indvielsen, men også i årene fremover.
- Det er vigtigt, at vi bygger noget som ikke bare er flot nu men også om 30, 40 og 50 år er et lækkert byggeri for de beboere, der bor her til den tid, sagde han.
- Jeg ved, at ØAB gerne vil være med til at fortsætte udviklingen af Egedal Kommune til de mange nye beboere, der kommer til. Det vil vi glæde os til, sagde Ole Jacobsen.