Vibevænget sparer penge på brugte fyr
Flere og flere boligafdelinger får fjernvarme i dag, og det har ejendomsmester Peter Hyldahl Sørensen fra Vibevænget i Gladsaxe almennyttige Boligselskab fundet en måde at udnytte.
- Jeg har lige købt nogle brugte fyr fra Stengårdsvænge, der er en afdeling et par hundrede meter herfra, fortæller Peter.
Boligafdelingen sparer flere tusinde kroner på at købe brugte fyr i stedet for nye. Og bare fordi de er brugte, er de ikke færdige med at blive brugt. Ifølge Peter vil fyrene kunne leve 5-10 år mere.
Hvis fyrene skulle købes som nye, ville de komme op i nærheden af 35.000 kroner. Peter regner med, at han vil kunne få dem til 4000 kroner – eller mindre, og han estimerer, at han har sparet boligafdelingen for flere hundrede tusinde kroner siden han tiltrådte stillingen i 2006.