”Vi skal huske at investere i fællesskaberne”
Tekst og foto: Johnny Gudmand
I beboerhuset på Valhøjs Alle 133E står 90-årige Grethe Kujack og er ved at sætte kaffe over. Også en pose med frøsnappere og chokoladecroissanter ligger klar. Ind i køkkenet træder 41-årige Vibeke Schmidt. Hun smiler varmt til Grethe, og det er ikke uden grund. De to er et stærkt makkerpar, og det bunder blandt andet i, at de har et værdifællesskab, som netop handler om fællesskab.
- Jeg synes bare, at det er rart og meningsfuldt at være med i fællesskabet. Der opstår inspirerende ting. Vi bor jo alment, og det handler ikke bare om, at der er nogle regninger, vi deler med andre. Vi skal huske at investere i fællesskaberne, siger Vibeke Schmidt, der er afdelingsformand.
Det har hun været siden 2020, hvor hun lærte den daværende næstformand Grethe Kujack at kende. Grethe var med til at klæde sin yngre medbeboerdemokrat på til rollen, og hurtigt fandt de ud af, at de havde en fælles passion for fællesskab.
- Her i boligafdelingen hjælper vi hinanden, og det er vigtigt. Fællesskab betyder mere, end man tror. Man lever sammen på en anden måde, når man mødes med hinanden. Vi gør meget for, at beboerne mødes, og jeg tror på, at det gør, at vi kan leve mere harmonisk sammen. Når man kender hinanden, er der færre konflikter, siger Grethe Kujack, der sidste år blev kåret til årets ildsjæl i Rødovre Kommune.
To enere
De to beboere har det meget tydeligt godt i hinandens selskab, og de slapper af, griner og supplerer hinanden. Denne formiddag har Vibeke medbragt en gave,hun har købt til Grethe. Det er et halstørklæde i farver, som hun ved, Grethe kan lide.
- Vibeke er en ener. Hun er utrolig hjælpsom, det kommer vi ikke udenom. På mange punkter ligner vi hinanden, griner Grethe, og Vibeke nikker.
- Selvom vi har 50 år imellem os, gør det ikke en forskel. Vi har en stærk fællesskabsnerve, og vi svinger godt, siger Vibeke.
- Hvis vi vil have et samfund, der virker, og hvor vi ikke bare hver især ser på vores skærm, enten fjernsyn eller telefon, skal vi gøre noget sammen, fastslår Grethe Kujack.
Grethe og Vibeke taler tit om, hvad de kan gøre for at hjælpe beboerne ind i fællesskabet, og de hjælper for eksempel en dement kvinde, som de følger til petanque.
- Vi hjælper dem, der ikke kan selv, for alle skal kunne være med i fællesskabet, siger Vibeke Schmidt, der er fællesskabsambassadør uddannet af Aktive fællesskaber i DAB.
Club Activ
Der er et hav af fællesskabsfremmende aktiviteter i Valhøjgården. Club Activ er et af de initiativer, der fortjener at blive nævnt. Det var Grethe Kujack, som startede klubben for beboere på 65+ for 25 år siden.
- Vi mødes hver torsdag, og deltagerne er alle ældre, så der er mange stokkeslag og rollatorer. Klubben blev stiftet for at forebygge ensomhed, og det startede med, at vi spillede kort. Siden har det udviklet sig, og der er kommet mange flere aktiviteter til, siger Grethe Kujack.
Vibeke Schmidt og Grethe Kujack har blandt meget andet i 2022 taget initiativ til, at beboerne kan komme ned i beboerhuset og få en influenzavaccination. I år blev det, af årsager beboerne ikke kunne påvirke, aflyst, men arrangementet vender tilbage i 2024.
- 35 beboere fik deres influenzavaccination sidste år, og 22 blev vaccineret mod lungebetændelse. Det handler om at støtte op om beboernes sundhed, der jo også er et tema for arbejdet med FN’s verdensmål. Der opstod en kaffebar i hjørnet, og vi havde en ufattelig hyggelig dag. Vi glæder os til at genoptage den, siger Vibeke Schmidt.
- Det medførte, at folk fik talt med nogen, de ikke plejer at tale med. På den måde var det også rigtig godt, siger Grethe Kujack.
”De Flittige Hænder” er det næste initiativ, de to sætter i søen. Det begynder til januar, og her bliver omdrejningspunktet kreative udfoldelser.
- Jeg kan godt lide, at man kan være med til at sætte sit præg, det sted man bor, slutter Vibeke Schmidt.