"Vi prøver at holde os lidt væk"
Tekst: Julie Grothen Illustration: Uwe Jahn
- Vi prøver at holde os lidt væk, så beboerne ikke opsøger os.
Sådan ville ejendomsmester Daniel Frølich i Fællesdriften Bykernen i Rødovre alm. Boligselskab ikke sige normalt. Men på grund af faren for corona-smitte har han informeret beboerne om, at de skal forlade boligen eller gå ind i et andet rum, hvis det bliver nødvendigt for ejendomsfunktionærerne at komme på besøg.
- Vi har informeret om det på opslag, sms og vores hjemmeside, siger Daniel Frølich.
Vi skal få det til at fungere
Alle steder skal danskerne i disse dage tage hensyn ved at holde afstand.
- Vi tager det stille og roligt og prøver at hjælpe hinanden, så godt vi kan. Vi tager telefonen, besvarer mails og klarer de vigtigste opgaver med affald og fejning, siger Daniel Frølich.
Han sidder ene mand på kontoret, mens andre klarer de udendørs arbejdsopgaver, og besvarer telefoner og mails hjemmefra.
- Vi tager imod alle opgaver og prioriterer dem. Hvis det er akut, bliver de lavet med det samme, og resten bliver skrevet på en liste med de ting, der ikke haster. De bliver udført, så snart det bliver muligt at levere almindelig beboerservice igen. Det nytter ikke noget at fare op og blive bekymret. Vi skal få det til at fungere.