”Vi begyndte allerede at tale om julelys efter sommeren”
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Janni Meincke
Allerede den første weekend i november gik juleglade beboere i gård 5 i Bytoften, Gladsaxe alm. Boligselskab, i gang med at pynte op med julelys. De havde nemlig meget, de skulle nå, før julelysene skulle tændes søndag den 1. december.
- Traditionen med at sætte julelys op begyndte for 11 år siden. Jeg har kun boet her i seks år, men jeg ved, at nogle af de andre begyndte allerede det første år, efter afdelingen blev bygget – og har gjort det hvert år siden. Vi bruger en måneds tid på at sætte lysene op, og vi har gået ude i nærmest alle weekender, hvor vi har snakket, hygget og debatteret julelys. Vi begyndte allerede at tale om julelys efter sommeren, vi er lidt nogle juletosser, fortæller Janni Meincke.
Hjælper hinanden
Hvert hus laver sit eget design, og så bliver beboerne inspireret af hinanden fra år til år. Beboerne står for oppyntning af deres egne huse, men der bliver også hjulpet på kryds og tværs, hvor der er brug for det.
- Vi har tre ældre beboere i gården, og de kan ikke kravle på stiger. Der er flere af mændene i gården, der er supersøde til at tage en formiddag ud til lige at hjælpe. Der en af de ældre, der er juletosse som os andre, men hun kan ikke pynte selv, så hun er blevet hjulpet, og sådan skal det være. En af vores søde naboer er gået bort, og på hendes hus har vi sat julelys op for ligesom også at ære hendes minde. Julestokke er sat op, så de danner et hjerte, så på en måde er hun med – hun elskede også jul, siger Janni Meincke.
Julepynten giver et fællesskab, som man kan være med i, i det omfang man har lyst.
- Det skal ikke være tvang, men der er helt klart et fællesskab omkring det her, som man kan vælge at deltage i. Vi tager også en kop kaffe sammen og nyder lysene, siger Janni Meincke.
Det ene tager det andet
Der er ni gårde i Bytoften, og det er muligt at få en julelys-oplevelse hos rigtig mange af afdelingens beboere. Men hvorfor gå så meget op i jul og julepynt?
- Jeg tror bare, at det ene år har taget det andet. Vi inspirerer hinanden til lige at tage det et skridt længere. Det stammer helt klart tilbage fra de tre huse, der startede det i gården, og så har vi tilflyttere taget det til os. De sidste par år har vi kunnet se, hvilken juleglæde det skaber. Når folk ser det, bliver de glade. Det giver en god stemning, og børnene synes, det er fedt. Det gør helt naturligt, at man vil gøre endnu mere. Det kan godt betale sig at komme forbi og se julelys i Bytoften, og ikke kun i gård 5. For nogle er julelys en konkurrence, men i Bytoften handler det bare om at skabe hygge og juleglæde, forklarer Janni Meincke.
200 deltog
Da julelysene blev tændt den første søndag i advent, var der rigtig mange, der mødte op og deltog i julehyggen. Faktisk var der mere end 200 mennesker.
- Bestyrelsen havde doneret gløgg, æbleskiver og kakao. Vi varmede den og stod ellers og serverede for de mange gæster. Der var over 200 mennesker, så det var et stort fremmøde, og hele vores parkeringsplads var fyldt. Præcis klokken 17 blev lysene tændt, for vi havde sat timere på, fortæller beboeren.
Bliver set
Julepynten i Bytoften har de seneste år fået en del opmærksomhed, og billeder af pynten bliver delt i grupper på Facebook, og flere medier har også igennem tiden skrevet om julepynten.
- Det er dejligt, at lysene bliver set, vi ligger også lige ud til Klausdalsbrovej, som er en stor vej. Børnene ser det på vej til skole, og vi håber, at vi er med til at skabe julemorgenglæde og god karma, slutter Janni Meincke.
(scroll ned og se de mange foto. Du kan også se en lille, hyggelig video ved at klikke her.