Værebro Park indviede værk skænket af Statens Kunstfond
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Mørket trængte sig langsomt på, da klokken nærmede sig 17.00 en januar-aften, hvor der var inviteret til indvielse af Værebro Parks nye kunstværk, ”Vi er forbundne, Værebro Velkomst”. Værket har fået en flot placering ved indgangen til Værebro Park ved Værebrovej. Varm kakao og ditto kaffe var klar til at hjælpe med at holde de fremmødtes kropstemperaturer oppe, og det samme var et lille, hyggeligt bål.
Værket er en gave fra Statens Kunstfond. En styregruppe bestående af fem beboere fra Værebro Park, en repræsentant fra Statens Kunstfond og to repræsentanter fra Gladsaxe Kommune har stået for projektet, der har et samlet budget på 1,1 millioner kroner. Beboerne sagde på et afdelingsmøde i november 2022 ja til projektet.
Kulturelle oplevelser
Raman Budhiraja betegner sig selv som kreativ og er en af de beboere, der har deltaget i styregruppen. Det var ham, der klippede snoren til det nye værk, som består af 16 meter lange og i alt 110 meter farvede metalrør, der stiger op af jorden over en lille labyrint af hække.
- Jeg mener, at kunst giver dannelse og et rigere liv. Som jeg ser det, er kunst og kultur ikke noget, der kommer af sig selv. Vi skal gøre en indsats, og det er der gjort her. I styregruppen har vi ønsket noget, der vækkede nysgerrighed, og det har vi fået. Derfor sagde vi også ja til værket her. Jeg er glad for, at vi har fået værket, specielt på de små børns vegne, de får den største gavn af det, fortæller beboeren.
Stort at få lov
Det er kunstneren Karoline H. Larsen, der står bag værket. Hun har i et flerårigt projekt arbejdet med kunst i Værebro Park, hvor fokus har været på at få mennesker til at mødes. Hun har tidligere inddraget børnehuse og beboere fra området, og man har sammen skabt de to kunstværker ZigZagbroen og Cirkelbroen.
- Kunst er vigtigt for det offentlige rum. Det særlige ved et boligområde er, at folk bor her. De er her til alle tider og hele tiden. Jeg håber, at værket vil vise sig for dem. At det vil træde i karakter på forskellige måder i forhold til deres egen sindsstemning. Måske kan de spejle sig i noget og blive rørt, fortæller Karoline H. Larsen og tilføjer:
- Det er en gave at få lov til at lave kunst i et boligområde, hvor du forhåbentlig kan røre folk i deres hverdag. Jeg synes, det er meget stort at få lov til. Beboerne går i deres egne tanker og gør deres ting, og så kommer kunsten ind.
Kunstneren håber, at værket med sin meget synlige placering kan blive et vartegn, og hun har med vilje valgt farver, der også kan ses i mørke. Vigtigst er ønsket om at skabe forbundethed:
- Jeg håber, man oplever en forbundethed, når man går gennem værket. Jeg er spændt på den oplevelse, folk kan få. Måske kan farverne, og den måde det bugter sig på, måske også give noget livskraft. Der er 80 forskellige nationaliteter her, og det elsker jeg. Jeg har mødt alle mulige forskellige slags energi. Jeg håber, jeg kan signalere forbundethed med så forskellige farver og den måde, de bugter sig på. Der er også et aspekt af leg, da børnene kan lege skjul under og imellem rørene i hæklabyrinten, mens de voksne kan kigge op ad, se de bugtende rørformationer i stærke farver.
Beriger folks liv
Ved indvielsen var Statens Kunstfond repræsenteret ved Henrik Menné, udvalgsmedlem i fondens billedkunstudvalg og billedhugger. For ham er det let at sætte ord på, hvad kunst kan, og hvorfor Værebro Park skulle være hjem for et nyt kunstværk:
- Vi mener jo, at kunst beriger folks liv meget. Derfor er det vigtigt for os at få så meget kunst ud som muligt. Det er en af fondens hovedopgaver. Vi har forskellige puljer, hvor man kan søge om at få lavet offentlig kunst. Nogle steder er der meget opmærksomhed på muligheden for at søge, andre steder knap så meget. Derfor har vi for nogle år siden gjort en indsats for at komme ud nogle steder, vi normalt ikke får ansøgninger fra. Vi har været glade for samarbejdet med beboerne. Styregruppen har haft nogle fine bud på, hvad kunst kan, og hvad det skulle bruges til her.
Det nye kunstværk giver en smagsprøve på, hvordan der kan skabes nye indgange til Værebro Park, og hvordan området kan forbindes bedre til byen og naturen omkring.
På den måde åbner værket også op for de mulige forandringer, boligafdelingen står overfor. Beboerne skal i slutningen af 2023 stemme om et forslag til en stor helhedsplan, der indeholder forbedringer af både boliger og udearealerne i Værebro Park.
- Baggrunden for værket er Snorespor eller Collective Strings, som kunstneren har samskabt med mennesker i byer over hele verden siden 2005.