Værebro Park bød sommeren velkommen
Tekst og foto: Julie Grothen
Stemningen var lige så lun som sommervarmen, da Værebro Park i Gladsaxe holdt sommerfest fredag den 10. juni. Der var både hoppeborg, slushice, kager, klippeklistreaktiviteter arrangeret af biblioteket, livemusik, udstilling og ikke mindst toget Futte, der kørte børn og voksne en rundtur i boligafdelingen.
Mange beboere benyttede muligheden for at hygge sig og snakke sammen, nu hvor boligafdelingen endelig kunne holde en sommerfest uden coronarestriktioner.
Fortællingernes bord
Sommerfesten var også anledning til at indvie et nyt og helt særligt bordbænkesæt: ”Fortællingernes bord”. Bordbænkesættet er også et kunstværk, og det er skabt i samarbejde mellem kunstner Jesper Aabille og flere beboere.
Kirsten Piil er en af de beboere, der har leveret en historie til bordets fortælling. Den handler om dengang, hun skulle flytte ind og havde tabt sin telefon. Hun opdagede det, da hun ville ringe til flyttefolkene, som ikke var ankommet endnu. Kirsten Piil løb hen til ejendomskontoret for at høre, om de ville ringe, og her fik hun sin telefon igen, for en anden beboer havde allerede fundet den på P-pladsen og indleveret den til glemte sager.
Værebro Park før og nu
Festen bød også på en udstilling af idéer og skitser fra arbejdet med den kommende fysiske helhedsplan. Siden august 2021 har beboerne kunnet komme med deres input og ønsker, og mange af dem blev vist frem på plancher, tegninger og endda med en virtuel rundvisning med VR-briller.
Til sommerfesten kunne beboerne også komme på guidet tur med medarbejdere fra den fysiske helhedsplan. De fortalte blandt andet om arkitekturen i boligafdelingen. Både den oprindelige fra 1965 og de ændringer, rådgiverne har lyttet sig frem til, at beboerne ønsker, der kommer med i den forestående fysiske helhedsplan.
Irene Lundquist var med på rundturen. Hun er blandt andet aktiv i blokrådet, og hun fremhæver særligt de grønne arealer, som noget af det, der gør Værebro Park til et godt sted at bo. Hun er glad for, at børnehaver og dagplejere udefra også kommer og benytter området.
- Det fås ikke bedre. Og des flere, der kommer udefra og ser hvor rart her er, des bedre, siger hun.
Til sommerfesten var der i hvert fald ingen tvivl om, at Værebro Park er et rart sted at være med beboere, der er glade for at være en del af fællesskabet.