Usunde træer var en sikkerhedsrisiko og blev fjernet
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Ellemarken i Køge har en smuk allé midt igennem boligafdelingen. Alléen bliver brugt og nydt af både beboere og borgere uden for boligafdelingen, og derfor var det en svær beslutning at fjerne spidsløn-træerne, men det var nødvendigt.
- Rigtig mange af de gamle træer var usunde og dårlige, og der faldt store grene ned, særligt under storm. Det er det strøg, der bliver brugt mest i Ellemarken, og vi kunne ikke stå inde for beboernes sikkerhed. De risikerede at få en gren i hovedet, så noget måtte vi gøre. Det var ren og skær sikkerhed, men det var en svær beslutning, for alléen er vigtig for beboerne, forklarer ejendomsleder Lars Bjerre.
Ejendomskontoret og bestyrelsen har arbejdet tæt sammen med Landskab i DAB om at finde den rigtige løsning. Og beboerne har været meget interesserede før og under projektet.
- Beboerne har spurgt meget ind til projektet, og det er jo også dem, der har truffet beslutningen på beboermødet, for de kunne godt se, at det var farligt at lade træerne være. Vi har valgt en løsning, hvor vi hurtigt får gang i alléen igen. Vi går meget op i, at afdelingen er grøn og ser pæn ud, det skal ikke være rå beton. Jeg bad Landskab om tre løsningsforslag, og det fik vi, fortæller Lars Bjerre.
Klassisk allé-træ
Et træ er ikke bare et træ. Det ved Landskab i DAB om nogen, og derfor er det helt rette træ fundet til alléen i Ellemarken.
- Der bliver plantet lindetræer, og det er et klassisk allé-træ. Den valgte sort er et træ med en opret krone, som mindsker beskæringsarbejdet i mange år fremover, fortæller Tine Rørmann, have- og parkingeniør i DAB. De gamle træers vækstform gjorde, at der kom mange døde grene, og det vil ikke være tilfældet med de nye træer.
- De tidligere træer var pressede. Når træer har det skidt, tænker de, hvad de kan undvære. Det resulterer i døde grene, der ender med at falde ned. Træerne havde en uhensigtsmæssig gren- og stammestruktur, og de er måske ikke blevet beskåret helt rigtigt i de helt unge år, forklarer have- og parkingeniøren.
Bæredygtigt valg
Landskab har stået for udbud og licitation og har derudover været i tæt dialog med bestyrelsen for at rådgive om den helt rigtige løsning for Ellemarken. Det har også været muligt at tænke i en bæredygtig løsning.
- Vi har indkøbt træer som bygherreleverance, og det sikrer træer af en virkelig god kvalitet. Vi har samtidig været opmærksomme på at vælge træer fra Danmark, nærmere bestemt Fyn, i stedet for at få dem fragtet op gennem Europa. Det valg er både truffet på grund af kvaliteten af træerne og ikke mindst på grund af bæredygtighed. Vi ville ikke have, at 106 træer skulle fragtes med lastbil hele vejen gennem Europa. Samtidig har vi sikret træerne gode betingelser, da der er meget kort fra opgravning til plantning. De gamle allé-træer havde julelys, og for at sikre julestemningen er der sat flagstænger op, som får monteret julelys, der danner juletræer. Det er planen, at de nye træer er plantet inden jul, og så skal de bare vokse sig større og flottere.