Undersøgelse styrker arbejdet for stærkere fællesskaber
Tekst: Johnny Gudmand. Illustration: Uwe Jahn
I juni udsendte vi en stor beboerundersøgelse om fællesskab. Det primære formål var at finde ud af, hvilke fællesskaber der foregår udendørs eller handler om det grønne, beboerne gerne vil engagere sig i. Derudover ville vi vide mere om, hvordan opbakningen er til fællesskab og forskellige aktiviteter generelt. Vi har forsøgt at nå så bredt ud som muligt med undersøgelsen og har helt ekstraordinært udsendt til samtlige beboere, vi har mailadresser på. 28.727 modtog undersøgelsen, og hele 6.092 svar kom retur. Det giver en svarprocent på 21.
- Det er højt, og vi er virkelig glade for, at så mange beboere har givet os deres input. Det giver os mulighed for at målrette vores fællesskabsindsats i det videre arbejde for Stærke fællesskaber, for vi ved nu mere om, hvilke aktiviteter vi skal hjælpe beboerne med at sætte i gang, siger Michael Wulff, chefkonsulent i Aktive fællesskaber i DAB.
Grønt potentiale
Der er mange interessante svar i undersøgelsen, og et af dem drejer sig om udearealerne i boligafdelingen. 28 procent svarer, at de gerne vil bruge dem til sociale aktiviteter med andre beboere, for eksempel en klub, og 32 procent vil gerne bruge dem til fællesarrangementer for alle beboerne. De to tal er særligt interessante, fordi undersøgelsen viser, at kun otte procent bruger udearealer til sociale aktiviteter, klubaktiviteter og planlagte arrangementer med andre.
- Der er et enormt uudnyttet potentiale for grønne fællesskaber i boligafdelingerne, og det er en indsats, vi arbejder videre med, siger Michael Wulff, der glæder sig over, at undersøgelsen overordnet set viser, at en stor del beboere på forskellige vis ønsker at deltage i fællesskaber med andre beboere.
Nedenfor finder du et nogle af de interessante tal fra undersøgelsen.