Tv-overvågning har givet tryghed
Tekst og foto: Julie Grothen
Når du kører ind i Gjesingparken, bliver din nummerplade filmet. Og når du færdes på parkeringspladserne i boligafdelingen, optager kameraerne også din færden. Den store boligafdeling i Esbjerg alm. Boligselskab fik opsat tv-overvågning i 2021, og pt. er der placeret 16 kameraer på parkeringsområderne.
-Det blev besluttet på et ordinært afdelingsmøde den 24. august 2020, hvor en beboer stillede forslaget. Dengang kom der biler på alle tider af døgnet, hvor nogle personer kom over og stak noget ind ad vinduet, og så skyndte bilerne sig væk. Det var åbenlyst, at der foregik noget handel, siger ejendomsmester Claus Ellegaard.
Beboerne er glade
På afdelingsmødet gav det en del debat, fordi nogle mente, at tv-overvågning var vejen til et ”big brother”-samfund.
-Men flertallet sagde, at vi skulle have overvågning, og derefter har der ikke været bøvl og brok, siger Claus Ellegaard.
-Indtil videre er beboerne glade for det. De siger, at de kan mærke, at der er en kæmpe effekt på trygheden. Vi redder ikke verden og har måske skubbet problemet et andet sted hen. Men så er det ikke vores beboere og børn, som skal kigge på det, siger han.
”Der foregik noget”
I Tikanten kom tv-overvågningen op i 2020, et års tid efter beboerne flyttede ind i den nybyggede boligafdeling, fortæller afdelingsformand Torben Larsen.
-Det gik op for os, der bor her, at der foregik noget i en bolig og på parkeringspladserne. Der var et rend af mennesker og biler. Der foregik noget salg, og det var massivt i en periode. Jeg tror ikke, det er unormalt i nye boligområder, siger Torben Larsen.
-Her var ikke særlig trygt i starten. Det var jo markant på den måde, det foregik på, indtil tv-overvågningen kom, og det fyldte meget for beboerne og desværre også i mediebilledet, fortæller han. Også DAB og selskabet var opmærksomme på udfordringen.
- Fremads bestyrelse besluttede, at vi kunne få sat tv-overvågning op, hvis vi ønskede det – og på selskabets regning. Vi havde det med på et afdelingsmøde, og vi sagde ja tak, siger Torben Larsen.
Virker proaktivt
Han kan berette om en stor ændring, siden overvågningen kom på plads. Der er stille og roligt i det lyse byggeri tæt ved havnen i Esbjerg.
- Det virker proaktivt. Jeg hører ikke, at nogen er utrygge. De fleste er glade for at bo her, og der er faldet ro over det. Det er ikke noget, vi snakker om eller tænker over. Den der debat om at føle sig overvåget er måske mere politisk, end den handler om hverdagen, siger han.
Det er politiets opgave
For de ansatte på ejendomskontoret i Gjesingparken giver det god mening at få tv-overvågning i boligafdelingen. Det er kun Claus Ellegaard og mesterassistent Jesper Borg Sørensen, som har adgang til optagelserne og kan give dem videre, når politiet beder om det.
- I starten troede nogle beboere, at de kunne komme herned og se, hvis de havde fået en bule i bilen. Det kan vi ikke gøre, og vi må heller ikke på grund af GDPR. Det er politiets opgave, siger Claus Ellegaard, der fortæller, at ordensmagten har bedt om optagelser i enkelte tilfælde.
Også i Tikanten er det ejendomsmesteren, som har adgang til optagelserne, så de kan gives videre til politiet.
- Vi i afdelingsbestyrelsen får ikke besked om det. Og det bliver jo ikke brugt til at holde øje med, om nogen hælder en flaske øl ud et sted eller ikke går ud med affaldet, siger Torben Larsen.
Leverandøren gav god sparring
I Gjesingparken indhentede driften tre tilbud, da afdelingsmødet havde vedtaget tv-overvågningen.
- Den leverandør, vi valgte, kom med alt, vi havde brug for, de lavede oplæg til, hvor overvågningen skulle sidde og vidste, hvad politiet vil have af dokumentation. Det var rart at få så god sparring, vi fik det hele leveret på et sølvfad, fortæller Claus Ellegaard.
Overvågningen blev indberettet i politiets register POLCAM, og driftschef Søren Mikkelstrup sørgede for, at afdelingens ordensreglement blev opdateret. Det kostede cirka 165.000 at få tv-overvågningen installeret.