Tillid og ansvar er en del af DNA’et i B’32
Tekst og foto: Julie Grothen
Boligforeningen B’32 i Esbjerg er en boligorganisation med en lang og stolt historie. De 2.683 boliger i B’32 er fordelt på rækkehuse, enfamiliehuse samt etageejendomme.
De fleste boliger ligger i Esbjerg, men der er også enkelte i Gram, Varde, Grindsted og på Fanø. De ældste bygninger, som ligger centralt i Esbjerg, er fra 1936, og den seneste boligafdeling, Skibet, med 37 rækkehuse er opført i 2021.
Attraktive billige boliger
Formand Ole Bak og næstformand Willy Frederiksen har i mere end et årti sammen været i spidsen for bestyrelsen i B’32. Det seneste år har en del af deres fokus været på selskabets strategi, og makkerparret er helt enige om, at den vigtigste målsætning for boligselskabet er at have ”attraktive, billige boliger, som folk vil bo i”.
- Vi har hele tiden haft den målsætning. Og over for medarbejderne er det vigtigt, at vi ikke veksler hele tiden, men at vi holder fast i de mål, vi har sat, siger næstformand Willy Frederiksen.
For mange boliger i Esbjerg
Boligselskabet har, ligesom andre boligselskaber i Esbjerg, i disse år en stor udfordring. Der er de senere år bygget mere end 500 nye boliger i byen, og Esbjerg Kommune har givet tilsagn om knap 700 mere frem mod 2024. Samtidig falder indbyggertallet.
- Vi har jo en udfordring i Esbjerg i forhold til udlejning. Vi har for mange boliger, forklarer Ole Bak.
Formandskabet valgte sammen med resten af selskabsbestyrelsen at gøre den aktuelle udfordring til udgangspunktet for arbejdet med selskabets strategi.
- Afdelingschef Lisbeth Jacobsen bistod os i at udarbejde et udkast, og så talte vi om, hvordan vi kunne visualisere indholdet. Vi fandt ud af at mærke afdelingerne med rød, gul, grøn efter deres vedligeholdelsesstandard, siger Ole Bak.
Katalog over alle afdelinger
B’32 har udarbejdet et katalog over samtlige 24 boligafdelinger i selskabet som udgangspunkt for det fremadrettede strategiarbejde, hvor både afdelingsbestyrelser og ikke mindst medarbejderne skal kunne anvende strategien. Det skal ske ved at prioritere, hvad de enkelte boligafdelinger kan gøre for at blive mere attraktive.
- Afdelingsbestyrelsens beboerdemokrater og medarbejderne skal finde ud af, hvordan vi kommer fra rød eller gul til grøn og helst uden at sætte huslejen op. I selskabsbestyrelsen sætter vi bare rammen - det er afdelingsbestyrelser og medarbejdere, der fylder den ud, siger Willy Frederiksen.
Tillid og ansvar er DNA
Selskabsbestyrelsen inviterede både medarbejdere og beboerdemokrater til et seminar, hvor formandskabet præsenterede strategien. Det var også vigtigt for Ole Bak at deltagerne fik en forståelse for, at strategien er et godt redskab.
- Det er vigtigt, at de ved, at det ikke er noget, DAB har bestemt, at vi skal, men noget vi skaber sammen, fordi vi ser et behov for det og har et ønske om at vise retningen, siger Ole Bak og tilføjer:
- Vi i selskabet skal have tillid til vores medarbejdere og til afdelingsbestyrelserne. I så høj grad som muligt skal beslutningerne ligge der. Det er dem, der skal træffe de beslutninger, de mener, er de rigtige. Vi har bare skubbet til snebolden, så får de den til at rulle, siger Ole Bak.
Willy Frederiksen og Ole Bak taler i det hele taget gerne om tillid og ansvar og at opføre sig ordentligt.
- Det er ikke strategi, det er DNA, slår Ole Bak fast.
Alt er en proces
Formandskabet er ikke utålmodigt. Det kræver tid at få strategien til at leve på afdelingsniveau.
- De her ting tager tid. De skal snakke om det i afdelingsbestyrelserne og tage forslag med til beboerne på afdelingsmødet. Alt er en proces, siger Ole Bak og tilføjer:
- I 2035 skulle vi gerne have fuld udlejning og glade beboere. Men det bliver ikke Willy og mig, som kommer til at følge det til dørs.