”Tillid er meget vigtigt i min hverdag”
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Det lå ikke i kortene, at John Oberg skulle arbejde i DAB. Han var lige blevet færdiguddannet som ingeniør med speciale i bærende konstruktioner, men der var ingen job at få i byggebranchen. Det førte ham til DAB. I begyndelsen troede han, at det skulle vare et års tid, indtil han fandt ”rigtigt ingeniørarbejde”, men han blev, og til oktober har han været 30 år i virksomheden. At søge ind i DAB var en beslutning, han er rigtig glad for, og det skyldes ikke mindst, at han har et godt samarbejde med ejendomsfunktionen.
Her er tillid fundamentet.
- Tillid er meget vigtigt i min hverdag. Tillid går begge veje, og det er vigtigt at lade ejendomslederne og -mestrene løbe med en opgave, når du ved, at de kan. Du skal være til at stole på, og du skal kunne stole på dine folk, fortæller driftschefen. Tilliden bliver givet med en forventning om, at alle gør deres bedste, og John Oberg tror ikke på nulfejlskultur:
- Det er ok at begå fejl, det sker. Lidt hårdt trukket op vil jeg hellere have en medarbejder, der løser 10 opgaver med fejl i to af dem, end en medarbejder, der bruger samme tid på at løse fem opgaver perfekt. Jeg vil hellere have ansatte, jeg skal holde lidt i tøjlerne, end nogle, jeg skal sparke bagi. Det er vigtigt at medarbejderne har initiativ, kreativitet og kan få noget fra hånden, lyder det.
Ændret rolle
Da John Oberg begyndte i DAB, og mange år frem, var der ingen driftschefer. Dengang hed det inspektører. Det var en titel, John Oberg og en del andre inspektører ikke var så glade for. I andre brancher kunne man ikke gennemskue, hvad en inspektør i et boligselskab var for en størrelse. I nogle boligselskaber sad inspektøren på ejendommen som overvicevært. I andre, som i DAB, var inspektøren leder for ejendomsfunktionen. Ændringen af titlen var derfor velkommen, og afspejler at lederrollen har udviklet sig.
- Det handler stadig om at drifte boligafdelinger, om at sørge for at få vedligeholdt og renoveret i tide. Forskellen er, at ejendomsfunktionen og driften gennem tiden er blevet professionaliseret. Ejendomsledere og -mestre er mere kvalificerede og bedre uddannede, end de var i gamle dage, og det samme gælder i øvrigt sidst ankomne medarbejder. Det er nødvendigt, for der bliver stillet større krav i dag, og den udvikling gør, at der er behov for mere ledelse end tidligere. Når du har med større driftscentre og flere medarbejdere og beboere at gøre, er der flere potentielle konflikter, som du skal være i stand til at håndtere. Her er det vigtigt med et godt overblik og menneskekendskab, fortæller John Oberg, der også har en socialpædagogisk uddannelse.
Digital tidsalder
Den digitale udvikling og et større krav om dokumentation smitter af på driften af almene boligafdelinger. En byggesagsanmodning er for eksempel blevet mere avanceret, end den var i gamle dage.
- Tidligere var tre streger på et stykke papir næsten nok til at få lov til at bygge en garage. I dag bruger vi mere tid på dokumentation end tidligere. Derudover får ejendomsfunktionen og driftschefer flere beboerhenvendelser, for det tager to minutter at sende en mail af sted. På den måde spiller den digitale tidsalder ind på driftschefens arbejde, fortæller John Oberg.
Det bedste ved jobbet
For John Oberg er der ingen tvivl om, hvad der er, og i øvrigt altid har været, det bedste ved jobbet:
- Friheden i jobbet til at planlægge og prioritere opgaverne. De altid varierende arbejdsopgaver. Omgangen med ejendomsfunktionærer og bestyrelser.
- Jobbet som driftschef indebærer visse rutineopgaver, men der sker altid noget nyt, selv efter 30 år på posten. Og ofte får du i løbet ad dagen andre opgaver, end du troede, du skulle løse, da du mødte ind. Det er årsagerne til, at jeg stadig er i DAB efter 30 år. Hverdagen forandrer sig, og det samme gør DAB som virksomhed.