Tæppevask førte til, at beboere fik øjnene op for beboerdemokrati
Tekst og foto: Johnny Gudmand
- Nu kan jeg godt forstå, at det ikke er bestyrelsen, men beboerne, der bestemmer. Og at det er vigtigt at deltage i møderne i boligafdelingen.
Den indsigt fik Arbenita Jasari, da hun og en gruppe kvinder i Parkvej og Præstevangen, Skælskør Boligselskab, stod med en udfordring med at få vasket tæpper og derfor valgte at møde op på beboermøder for at tale deres sag.
- Jeg har boet her i boligafdelingen siden 1996, og jeg kom hertil som 12-årig. Allerede dengang gav det konflikter, når vi vaskede vores tæpper. Vi plejede at vaske dem foran vores opgang, men de andre beboer klagede. Så gjorde vi det på badeværelset, og senere i kælderen, men det var ikke gode løsninger, fortæller Arbenita Jasari.
Den opfattelse deler ejendomsleder Per R. Jensen, der har arbejdet i selskabet i 25 år:
- Det gav simpelthen skader på boligerne og fugt, når beboerne vaskede deres store tæpper på badeværelset. I alle årene har der om foråret, hvor beboerne vasker flest tæpper, været konflikter, og vi har prøvet flere forskellige løsninger, men de har ikke løst problemet.
Ved at møde op på beboermøder i de to afdelinger fik kvinderne forklaret deres behov og spurgt til, om det ikke var muligt at finde en løsning. Det var det, og nu er der etableret to tæppevaskerum i den østlige og vestlige del af selskabet.
Kultur
Arbenita Jasari er opvokset i et hjem med mange tæpper, og det har hun i dag også i sit eget hjem.
- Jeg har tæpper i næsten hele boligen. Vi kommer fra en anden kultur og kan ikke undvære vores tæpper og gardiner, siger hun med et smil.
Beboeren har som mange af de andre kvinder oplevet, at boligafdelingens øvrige beboere er blevet sure over tæppevasken udendørs og i kælderen.
- Jeg er spændt på at prøve de nye vaskerum. Jeg tror, at vi alle kommer til at blive glade for dem, og at vi kan undgå konflikter. Nu skal jeg ikke bekymre mig mere, fortæller Abenita Jasari.
Vi skal alle være her
Per R. Jensen undersøgte efter beboermøderne økonomien i projektet og fremlagde det for selskabsbestyrelsen, der sagde ja til at finansiere de to vaske- og tørrerum, der er tilgængelige for alle boligafdelinger i selskabet.
- Det handler om, at vi alle skal kunne være her på en god måde – boligafdelingerne er vores allesammens hjem. Vi har forskellige behov og ønsker, og vi vil som selskab gerne imødekomme så mange som muligt. Kvinderne her var meget aktive og præsenterede deres behov på et afdelingsmøde, og hvis vi skal have gang i beboerdemokratiet, er vi nødt til at vise beboerne, at de får noget ud af at engagere sig. I øvrigt var tæppevask også til stor gene for de øvrige beboere, når det foregik i det almindelige vaskerum. Derfor rammer vi mange behov, når vi bakker op om de to rum, forklarer Matilde Herget, formand for Skælskør Boligselskab.
De to vaskerum har både en varmepumpe og en affugter, og de virker lidt som en tørretumbler.