Sunde, energirigtige rækkehuse tager form i Islevtoften II
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Et dårligt indeklima med skimmelsvamp og opstigende grundfugt var årsagen til, at der var behov for en helhedsplan for at sikre fremtiden for Islevtoften II, Rødovre alm. Boligselskab. På afdelingsmødet i 2016 var der stor opbakning til sagen, der er budgetsat til 430 millioner kroner - 201 stemmer for og 30 imod. I 2019 gik byggeriet i gang, nu står halvdelen af de 130 rækkehuse færdig, og beboerne er flyttet hjem.
- Der står jo nogle næsten nye huse derude nu. Det er blevet til sunde, energirigtige boliger med et godt indeklima. De er flotte og har fået helt nye tage, der er ført tilbage til tegl i stedet for billige betontagsten. Boligerne har fået nye vinduer, hele stueetagen er ny, og indmaden er revet ud. Derudover er der kommet et nyt, velisoleret terrændæk, altså konstruktionen under gulvet, og så er der nyt køkken og nye badeværelser, forklarer Jane Nelson, projektleder i DAB.
På første sal er der desuden kommet nye ovenlysvinduer, så boligerne også er blevet lysere at opholde sig i.
En udfordring undervejs
Renoveringen af de 96 etageboliger i afdelingen begynder i sommeren 2021, og det er planen, at Islevtoften II er fuldt renoveret i efteråret 2022. Som det nogle gange er tilfældet i byggesager, har det været nødvendigt at tilpasse planen undervejs.
- Fundamentet under boligerne har vist sig ikke at stå under skillevæggene, men har været forskudt ud til siderne. Det har været en stor udfordring, givet uventede udgifter til opretning og rykket på tidsplanen. Samtidig har COVID-19 forsinket vores udbedring af mangler, og her har beboerne været nødt til at vente, fortæller projektlederen.
Hjælp fra selskabet
Det forskudte fundaments indvirkning på tidsplanen har også gjort, at genhusningen af beboerne kom til at vare længere end ønsket.
- Beboerne har ikke kunnet komme tilbage til deres boliger som planlagt. Vi stod med en stor udfordring, men heldigvis har vi kunnet håndtere det med hjælp fra selskabet. Det er jo sådan, at beboerne helst maksimalt skal bo 12 måneder i en genhusningsbolig, men vi har aftalt med selskabet, at en håndfuld beboere helt ekstraordinært fik lov til at blive boende længere, da de ikke kunne komme hjem, fortæller projektleder Jane Nelson.
Renoveringen af den sidste halvdel af rækkehusene er i fuld gang, og de første færdigrenoverede rækkehuse står flot i boligafdelingen.