Studerende og familier flyttede ind i nye, lyse boliger i Havnegade
108 studieboliger og 49 familieboliger blev fyldt med stemmer, liv og møbler ved indflytningen i Havnegade, Boligforeningen Fremad, da august blev til september. Udlevering af nøgler fandt sted fredagen op til weekenden, og umiddelbart efter gik beboerne i gang med at flytte ind.
Frem mod weekenden havde medarbejderne på Esbjerg-kontoret spændt fulgt med i antallet af ledige boliger. Og der er stor glæde og tilfredshed over, at alle boliger nåede at finde en beboer.
- Det viste sig heldigvis hurtigt, at boligerne er yderst populære. Omkring 14 dage før indflytningen var den sidste lejekontrakt underskrevet. Og vi har allerede kommende beboere på venteliste, fortæller teamchef John Jacobsen.
Gennem hele weekenden var der en god trailerkø uden for afdelingen, og indflytningen gik helt efter planen.
- De nye beboere var gode til at tage hensyn til hinanden, så alle kunne komme til med deres møbler. Vi har fået gode tilbagemeldinger fra de nye beboere, fortæller John Jacobsen.
Det første afdelingsmøde i Havnegade finder sted i oktober, og her kan beboerne vælge afdelingsbestyrelse.
Se flere billeder fra indflytningen ved at klikke på billedet: