Stor spørgelyst ved kursus for medlemmer af selskabsbestyrelser
Tekst og foto: Johnny Gudmand
For at klæde medlemmer af selskabsbestyrelser på til deres særlige rolle og ansvar afholder DAB kurset ”Bliv klædt på til arbejdet i selskabsbestyrelsen”. Her kan deltagerne høre om DAB’s organisation, selskabsbestyrelsens ansvar og kompetencer, det tillidsfulde samarbejde og selskabets økonomi.
Tirsdag den 29. oktober deltog 17 selskabsbestyrelsesmedlemmer i kurset, der også giver god mulighed for at netværke. En af dem, der havde medbragt stor spørgelyst, var Anne-Mie Højsted Johansen, der er kommunalt udpeget i Ledøje-Smørum alm. Boligselskab:
- Det er vigtigt at stille spørgsmål, og det har jeg gjort i mange år. Jeg er kun med på to møder om året, og jeg er nogle gange lidt i tvivl om nogle af de forskellige konti, og hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde. Derfor anbefalede Charlotte (bestyrelseskonsulent Charlotte G. Pettersson, red.) kurset. Jeg synes, det var rigtig godt. Der var mange ting, jeg vidste på forhånd, og så var der også noget, jeg ikke vidste noget om – for eksempel DAB’s værdigrundlag. Det med at møde andre giver også meget, og det er spændende at opleve, hvor forskellige vi er i selskaberne.
Fra den 1. januar 2025 bliver Gørlev Boligselskab administreret af DAB, og en delegation på tre selskabsbestyrelsesmedlemmer deltog derfor i kurset. Heriblandt Gerhard Nielsen, der har været selskabsformand i to år:
- De to andre er helt nye, og vi deltog, fordi vi synes, at det er vigtigt, at man ved, hvad en organisationsbestyrelse er for en størrelse. Ved at deltage fik de et bedre indblik i, hvad det vil sige, og hvor meget ansvar man egentlig har. Jeg fik også suppleret den viden, jeg havde i forvejen og lærte også noget nyt. Særligt gennemgangen af økonomien var rigtig vigtig for os. Jeg har været med til mange seminarer tidligere, og det giver en helt masse, at man møder andre og får input, man ikke selv havde tænkt over. Vi står over for at skulle lave en masse strategiarbejde, både om bæredygtighed og om at få beboerdemokratiet op at køre, og når vi alle har deltaget her, har vi et fælles udgangspunkt.