Stor interesse for nye rækkehuse i Esbjerg
Tekst: Julie Grothen Foto: John Jacobsen
Under festugen i Esbjerg inviterede B’32 til åbent hus i den nye boligafdeling Skibet med 37 boliger. Alle interesserede var velkomne, og flere hundrede mennesker var mødt op.
- Der var god stemning og meget positive tilbagemeldinger. Alle fandt, at der var tale om gode, velbeliggende, lyse og venlige boliger - og hvis ikke reglerne var sådan, at der alene kan udlejes efter ventelisterne, så var alle boliger garanteret blevet revet væk i løbet af lørdagen, lyder det fra John Jacobsen, teamchef i DAB, som administrerer boligerne for B’32.
Der er foreløbig udsendt tilbud til de første 75 personer på ventelisten. Det er forventningen, at alle boliger er klar til indflytning den 1. december 2021.
Boliger med to til fire rum
Skibet består af 10 torumsboliger på 85 kvadratmeter, 12 tre-firerumsboliger på 103 kvadratmeter og endelig 14 trerumsboliger på 114 kvadratmeter i to plan. Boligerne er opført med maksimalt lysindfald, og der er tænkt på de grønne fællesarealer, så der er skabt et godt og trygt miljø. Boligerne er ældrevenlige og med en lille have – og der opføres 22 carporte, som kan lejes mod et mindre tillæg.
Natur, sport og indkøbsmuligheder
Boligafdelingen ligger i nærhed af Nørreskoven, hvor der er mulighed for et besøg i skoven, hvor der – efter sigende - er tamme rådyr. Desuden er der mulighed for at se fodbold, håndbold, ishockey med videre på højeste niveau indenfor kort afstand. Skole, børneinstitutioner og indkøbsmuligheder ligger i umiddelbar nærhed.
Du kan se flere fotos fra boligafdelingen, hvis du klikker på billedet nedenfor.