Spørgeskema sætter fut i fællesskaberne i tre boligafdelinger
Tekst og foto: Julie Grothen
I foråret har Aktive fællesskaber og aktive beboere i Alléhusene, Jørgensgården og Solgården i Slagelse stemt dørklokker for at finde ud af, hvilke aktiviteter der kan skabe endnu mere liv i boligafdelingerne og fællesskab blandt beboerne. Og en aften i begyndelsen af juni var alle beboere inviteret til en sammenkomst i Solgårdens festlokale.
- Vi er ved at opbygge et momentum, som vi kan holde kørende, og forhåbentlig munder det ud i en form for social aktivitet. Det er også derfor, vi er her i dag, sagde selskabsformand og formand for Solgården Simon Ravn Petersen, da han bød velkommen. Ved sammenkomsten fortalte fællesskabskonsulent i Aktive fællesskaber Christine Wenstrup om resultatet af beboerundersøgelsen.
- I aften er her både deltagere fra Jørgensgården, Solgården og Alléhusene. Det er rigtig godt, for vi har lavet beboerundersøgelsen på tværs af de tre afdelinger. Vi synes, det er super spændende, om der er et potentiale for at lave noget på tværs, fortalte Christine Wenstrup.
En tredjedel vil give en hånd med
De fleste af de beboere, der har svaret på undersøgelsen, vil gerne deltage i aktiviteter, 25 procent vil gerne være frivillige og en tredjedel vil gerne give en hånd med. Og det er et godt grundlag for at komme videre, fortalte Christine Wenstrup.
- Vi kan meget mere, end vi tror, når vi går sammen. Det allervigtigste er at fordele ansvar på flere hænder. Det er lettere at sige ja til at brygge kaffe end at stå for en hel fællesspisning, sagde hun.
Christine Wenstrup gennemgik de mange forslag til aktiviteter, som beboerne har foreslået i undersøgelsen, og derefter arbejdede deltagerne videre med at beslutte den første aktivitet, der skal i gang, og hvad der skal til, for at det lykkes.
- I har en masse beboere, der er interesserede i at lave nogle aktiviteter, og vi har samlet en liste over dem, der gerne vil hjælpe, så der er nogen, I kan ringe til og bede om at give en hånd med. I har nogle fede lokaler og legepladser, og der er kommet et godt samarbejde mellem bestyrelserne. Det kan I bruge til noget. I kan også hente noget økonomi i jeres selskabs- og afdelingsbestyrelser, fortalte Christine Wenstrup, som også mindede om DAB’s Strategiudvalg, som man kan søge om tilskud til aktiviteter, der giver fællesskab.
God idé at søge tilskud
Ved sammenkomsten besluttede deltagerne at arbejde videre med at arrangere fællesspisning. Og muligheden for at søge et tilskud til aktiviteterne kan gøre en forskel, mener Liselotte Grønne, der bor i Alléhusene.
- Det er en god idé at åbne op for, at afdelingerne kan gøre noget sammen. Og det er interessant, at man kan søge nogle penge. Jeg tror, vi kan trække flere mennesker til, hvis det ikke kræver for meget arbejde og økonomi, sagde Liselotte Grønne, som synes, det er givende at arbejde for mere fællesskab blandt beboerne.
- Jeg har allerede lært Simon, Christian og Mette at kende. Jeg tror, det giver en tryghed, at man kender mennesker, der hvor man bor. Og det er en skam, at der står et tomt lokale her. Der er så mange muligheder. Jeg håber, det kan rykke lidt, siger Liselotte Grønne. Christine Wenstrup er enig i, at mulighederne er mange for mere fællesskab.
- Det, der er særligt ved samarbejdet i Slagelse, er, at selskabsbestyrelsen gerne vil gå videre med det her sammen med jer. Vi skal mødes igen med både jer og interesserede i selskabsbestyrelsen og se på, hvad vi har lært, og hvad I gerne vil have, der kommer ud af det. Hvilke aktiviteter vil I satse på i fremtiden? Vi kan drømme lidt længere, sagde Christine Wenstrup.
Du kan kontakte Aktive fællesskaber ved at skrive til aktiv@dabbolig.dk eller ringe til chefkonsulent Michael Wulff på 77 32 01 02 eller fællesskabskonsulent Christine Wenstrup på 77 32 01 13.