Spaghettieksperimentet i Hundested
Indtil videre var energitjekket gået med at undersøge mulige besparelser på el, vand og varme. Spaghettikogningen var dagens sidste test, og køkkenet i beboerhuset i boligafdelingen Degnebakken, der hører til Hundested almennyttige Boligselskab, blev brugt som laboratorium. To gryder med vand – en med og en uden låg - blev sat i kog og spaghetti tilsat. Idéen med kvalitetstjekket var at måle energiforbruget under tilberedningen.
Tilberedningstiden med låg var kortest: 13 minutter og 30 sekunder med et energiforbrug på 0,315 kWh. I gryden uden låg blev spaghettien først vurderet klar efter 15 minutter og 20 sekunder med et energiforbrug på 0,360 kWh. Resultatet blev dermed, at spaghettikogning med låg sparer omtrent 15 procent energi. Og det er heldigt, for madlavning med låg er sundest for indeklimaet.
For når du laver mad, er det vigtigt at begrænse damp. Derfor bør du netop sørge for at have låg på gryder, der koger, og have emhætten kørende eller åbne vinduet. Start gerne emhætten lidt før, du begynder at koge og stege, og lad den køre et stykke tid efter, at du er færdig. Ikke nok med at du får et sundere indeklima, kan du også forebygge skimmelsvamp, der kun kan vokse på fugtige steder i boligen.
Læs mere i brochurerne 'Sundt indeklima - sådan gør du' og 'Væk med skimmelsvamp - sådan gør du', som DAB har udgivet. Her kommer vi med nogle enkle råd til, hvordan du forebygger et dårligt indeklima, tegn på dårligt indeklima i boligen og hvad du kan gøre for at få et sundt indeklima.