Spadestik til fremtidens seniorbofællesskab
Tekst: Julie Grothen Foto: Jesper Månsson
Fundamentet til seniorbofællesskabet Ydungaard er ved at blive lagt, både i bogstavelig og overført betydning.
Ventet syv år
Da Værløse alm. Boligselskab tog det første spadestik, var en hel del af de kommende beboere mødt op for at markere, at deres nye boliger er på vej. De har glædet sig længe, og der skulle mere end en heftig efterårsregn til at holde dem væk. Også selskabsformand Niels Teinhart havde set frem til begivenheden.
- Det har jo været en dag, vi har ventet på med spænding og ind i mellem med frygt for, at den ikke blev til noget. Syv år er en lang proces, men nu er vi klar, og jeg glæder mig til at se det kommende byggeri skyde frem. Jeg vil gerne takke seniorinteressegruppen, kommunen og DAB for samarbejdet, sagde Niels Teinhart.
Kan ikke love evig ungdom
Borgmester i Furesø Kommune Ole Bondo Christensen ser også frem til, at Ydungaard står klar næste år. Han mindede i sin tale om, at gudinden Ydun tager vare på ungdommen i den nordiske mytologi.
DAB’s administrerende direktør, Ole Jacobsen, tog også ordet og takkede seniorgruppen, Værløse alm. Boligselskab og Furesø Kommune for at holde fast i visionen.
- Jeg kan nok ikke love evig ungdom, men vi skal nok sørge for at få Ydungaard godt i mål, lød det fra Ole Jacobsen.
Snart udlejningsmøder
Der vil snart blive afholdt udlejningsmøder, hvor medlemmerne af interessegruppen står øverst på ventelisten. Efter den første udlejning sker udlejningen ud fra boligselskabets almindelige ventelister. Indflytning forventes at ske i begyndelsen af 2022.
- Værløse alm. Boligselskab opfører 36 boliger i seniorbofællesskabet Ydungaard. Seniorbofællesskabet bliver opført som en klyngebebyggelse med et fælleshus, som alle boliger vender ind mod. Fællesskabet er det centrale, og boligerne får kig ud til de fælles grønne områder. Hver bolig får egen have og terrasse.