Sommerfest og kunstindvielse i Sibeliusparken
Tekst: Julie Grothen Foto: Edith Kristensen
Sommerfest, solskin, beboere i alle aldre, hygge og sammenhold - det kan ikke blive bedre!
I Sibeliusparken, Rødovre alm. Boligselskab, inviterede aktivitetsudvalget
lørdag den 19. august til fest for alle aldre - der var loppemarked, hoppeborg, kaffe og kage, pølser, gratis popcorn samt slushice og konkurrencer for børnene.
- Sidste år blev sommerfesten aflyst på grund af regn. Så i år havde vi sat alle sejl til. Vi ville gerne have børnene på banen, det trækker også de voksne med. Derfor havde vi lavet lidt mere, end vi plejer. Vi var mange, og det var så dejligt at se folk komme ud af husene og være sammen, siger Edith Kristensen, der er næstformand i afdelingsbestyrelsen.
Til DAB’s repræsentantskabsmøde vandt boligafdelingen et sæt fodboldkegler, og de kom også i brug ved sommerfesten.
- Der blev driblet med fodbold mellem keglerne, skudt på mål, og der var stigegolf, discgolf, ringspil og posespil for børnene. Om aftenen blev den store grill tændt op, og mange beboere grillede deres mad på den, fortæller Edith Kristensen.
Indvielse af vægmaleri
Før august gik på hæld, var der igen et hyggeligt arrangement i Sibeliusparken. Onsdag den 30. august blev et nyt vægmaleri indviet, og omkring 45 beboere var mødt op og fik bobler og macarons.
Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rødovre Kommune Lene Due sagde et par ord til indvielsen.
- Hun nævnte blandt andet symbolikken om andefamilien, der er motivet på vægmaleriet. Når den spankulerer besiddende gennem vores stræder, siger beboerne, at nu er foråret ankommet, fortæller Edith Kristensen.
Maleriet er lavet af kunstneren, Peter Steenstrup, som selv er bosiddende i Rødovre og før har lavet vægmalerier i Sibeliusparken.
- Vi havde sat penge af på afdelingens budget gennem længere tid. Vi var enige om, at det skulle vi, for det gamle vægmaleri var i ringe tilstand. Vi har haft tre malerier på den gavl, og det har været samme kunstner hver gang. Han har virkelig levet sig ind i, hvilken afdeling Sibeliusparken er, siger Edith Kristensen.