Solceller i Herlev producerer 16.000 kWh om året til fælles strøm
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Johnny Gudmand og privatfoto.
På toppen af Lille Birkholm III, der er opført i 1978, har der siden foråret 2022 været solceller. Solcellerne er etableret i forbindelse med en renovering af boligafdelingens mere end 40 år gamle eternittag. Årligt producerer de omkring 16.000 kWh, der går til fællesstrøm i boligafdelinger. Det svarer til mere end 30.000 kroner i besparelse årligt.
- Da vi alligevel skulle igennem en stor tagrenovering, hvor vi skulle have stilladser op over det hele, blev bestyrelsen enig om at undersøge, om det ville give mening at etablere solceller i afdelingen til fælles strøm. Vi tog Energi i DAB med på råd, og afdelingen hjalp med at undersøge, om det kunne betale sig økonomisk. De fandt også ud af, hvor solcellerne skulle sidde, og hvor mange vi skulle bruge, fortæller Michael Judge, kasserer i boligafdelingen og formand for Herlev alm. Boligselskab.
Tilbagemeldingen var, at det var en god idé, da afdelingen bruger meget strøm på varmecentraler, ventilation og ejendomskontoret.
Tilpasset
Lille Birkholm III består af syv høje blokke, og det enkle ville have været at placere alle solcellerne ét sted og så flytte strømmen derhen, hvor der var brug for det. Men lovgivningen siger, at man ikke må flytte strøm fra én aftager til en anden, så boligafdelingen opsatte i stedet fem separate anlæg, og det fordyrede naturligvis projektet, der oprindelig skulle have kostet 230.000 kroner, men endte med at koste 350.000 kroner.
- Det seneste regnskab, der blev afsluttet i september, viser, at solcellerne har produceret 16.000 kWh timer mod de forventede 13.000 kWh, og samtidig er prisen på el steget. Så selvom etablingen blev dyrere, producerer de mere end forventet, og tilbagebetalingstiden er derfor stadig otte til ni år. For bestyrelsen er det her simpel økonomisk tænkning. Når solcellerne har tjent sig hjem, har vi efterfølgende 10-20 år med billig strøm, der direkte kommer beboerne til gavn, og vi sparer samtidig klimaet for en masse CO2, forklarer Michael Judge.
Man skal som boligafdeling være opmærksom på, at hvis ladestandere er koblet på en el-måler, der modtager solcelle-strøm, er det ikke muligt at få refunderet den el-afgift, som afdelingen ellers er berettiget til.