Skraldet? Det skal da ned i jorden!
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt Foto: Stefan Kai Nielsen
- Må man godt få én af de der balloner?
Børnene i Ellemarken i Køge kom hurtigt i tøjet torsdag den 15. juli. Fra deres vinduer kunne de fra den tidlige morgen se ejendomsfunktionærerne gå rundt med hundredvis af balloner i hele området.
- I dag indvier vi vores nye affalds-øer – og vi sætter balloner på de nye skakte, så beboerne kan se at de er åbne nu og kan bruges, fortæller Lars Bjerre, der er ejendomsleder i Ellemarken, der er en del af Køge almennyttige Boligselskab.
Hele historien begynder dog langt tidligere, i den kolde vinter sidste år. Den 26. februar vedtog beboerne nemlig den nye affaldsløsning, som betyder et farvel til de gamle grønne rulle-containere og et goddag til nedgravede affaldscontainere. I projektet har man også arbejdet med nye belægninger, beplantning, bedre lys og en vendeplads til skraldebilerne.
Nu forsvinder madlugten
– Affalds-øerne er en god idé. Og jeg er glad for at plastic-containerne er væk. De var ikke så pæne – og så lugtede de, når de var fyldte, fordi låget ikke kunne lukkes rigtigt. Det tiltrak også rotter. Nu forsvinder både madlugten og rotterne, siger Isa Özogul, der bor i Ellemarken. Og den holdning deler Sÿle Öksüm.
- De nye affaldsøer fylder også mindre, sådan ser det i hvert fald ud oppe fra vores vinduer.
Og det har han ret i. De nye beholdere, der er gravet ned i jorden, er tre meter dybe – og rummer lige så meget som der kan være i syv af de gamle rulle-containere.
- Vi har brugt utrolig meget tid på at tømme affaldscontainere. Vi har haft omkring 400, der skulle tømmes. Nu overtager kommunen arbejdet med at tømme containerne – og det tager dem cirka fem minutter. Tidligere gav arbejdet med affaldet mange tunge og uhensigtsmæssige løft. Den nye affaldsordning giver os mere tid – og den kan vi bruge på at hjælpe beboerne med andre ting. På den måde kommer vi også til at spare penge på eksterne håndværkere, forklarer ejendomsleder Lars Bjerre.
Har diskuteret flere muligheder
Arbejdet med de nye, nedgravede affalds-øer og udenomsarealer har været lagt i hænderne på Mette Veje Hansen, der er landskabsarkitekt i DAB.
- Undervejs har vi diskuteret flere muligheder. Bl.a. om vi skulle fortsætte med den eksisterende løsning og så udvide den. Eller om vi skulle gå med en model, hvor affalds-containerne blev gravet ned. Men vi skulle gøre noget, fordi der er kommet krav om mere affaldssortering. Vi valgte løsningen med at grave containerne ned, fordi den eksisterende løsning ville komme til at fylde mere, siger Mette Veje Hansen.
De nye affalds-øer er også fremtidssikret. Det betyder, at der er plads til at beboerne fremadrettet kan sortere affaldet i endnu flere fraktioner, hvis der bliver behov for det.
- Men beboerne i Ellemarken har allerede taget hul på fremtiden. De bliver nemlig de første i Køge, der også sorterer pap, forklarer landskabsarkitekten.
Mahogni og galvaniserede stolper
Med de nye affalds-øer er Ellemarken også blevet smukkere at kigge på – og mere behagelig at være i. Udover et farvel til over 400 grønne rulle-containere, slipper beboerne også af med 45 miljøskure, der har stået ud mod parkeringspladserne. 11 tidligere miljøskure er omdannet til transparente, aflåste el-skure. Det udvider kapaciteten af p-pladser for gangbesværede, som kan have deres el-køretøj stående.
- Vi har også lavet 17 miljøskure om til hyggelige opholdspladser med fokus på tilgængelighed, forklarer Mette Veje Hansen og viser os hen til et område med bord, bænk og drejestol – alt sammen lavet i mahognitræ.
- Vores tanke var, at der skulle være en rød tråd i de nye opholdspladser. Derfor er de alle lavet i mahogni. Det er smukt at kigge på og kræver minimal vedligeholdelse. Ved alle de nye pladser og affalds-øer har vi også anvendt galvaniserede stolper, hvilket er det samme som bruges til cykelstativer og gelændere mm. i resten af Ellemarken, siger Mette Veje Hansen.
Lidt misundelig
Formanden for Køge alm. Boligselskab, Søren Dalgaard, glæder sig også over det flotte resultat i Ellemarken.
- Jeg kan på det personlige plan godt blive lidt misundelig, når jeg ser det her. Der hvor jeg bor, har vi nogle gamle skraldecontainere stående, som man ser på hele tiden, siger han – og tilføjer:
- Det er super godt for miljøet, det som Ellemarken har gjort. Jeg tænker også, at de nye affalds-øer kan tage lugten fra madaffaldet, når containerne er fyldte.
Dalgaard glæder sig også over, at beboerne i Ellemarken går foran, når det gælder nytænkning af affaldshåndtering.
Projektet i Ellemarken har kostet omkring 18 mio. kr. og er betalt af afdelingen selv.