Skibet er sat i søen
Tekst og foto: Julie Grothen
Gummistøvler og paraplyer var fundet frem, da der blev holdt rejsegilde på byggepladsen i det nordlige Esbjerg, hvor B’32’s kommende boligafdeling, Skibet, er ved at tage form. I sommeren 2021 vil mudder og vandpytter være erstattet af grønne fællesarealer mellem de nye huse, når 37 familier kan flytte ind i deres lyse boliger.
Der er gået nogle år, fra Esbjerg Kommune besluttede, at der skulle bygges boliger på grunden, til B’32 kunne sætte byggeriet i gang. Det var derfor en tilfreds selskabsformand, som kunne konstatere, at Skibet nu er på god kurs.
- Det har været en lang proces, og kommunalvalget gjorde, at ventetiden blev længere.
- Det er meget længe siden, B’32 har bygget. Men med Skibet kommer vi til at have tæt på 3.000 familier under tag, sagde Ole Bak i sin tale, hvor han også takkede alle samarbejdspartnere.
Flot projekt
Ole Bak havde desuden en hilsen til naboerne, ikke mindst beboerne i B’32’s boligafdeling Blåbjergparken, som ligger lige ved siden af Skibet.
- Vi undskylder til naboerne fra afdeling 12. Undskyld, at vi har larmet og støjet - nu giver vi en pølse, sagde Ole Bak til de fremmødte, som kunne få en bid mad ved pølsevognen.
Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, var også mødt op til rejsegildet for at fejre det kommende boligområde.
- Det er et rigtig flot projekt med gode udearealer, som gør området mere attraktivt, sagde borgmesteren.
Godt samarbejde
For få måneder siden lå der på grunden en daginstitution og en sportshal. Men takket være et godt samarbejde mellem B’32, rådgiverne fra Ingeniør’ne og TEKT arkitekter samt ikke mindst håndværkerne på pladsen er fem ud af ni blokke nu bygget, og byggeriet følger tidsplanen. Det har også krævet, at Esbjerg Kommune var aktiv som medspiller.
- Esbjerg Kommune har udvist fleksibilitet og åbenhed og villighed til dialog, lød det fra John Andresen, direktør og partner i Ingeniør’ne, som er totalrådgiver på byggeriet.
Aktivt byggeudvalg
Navnet Skibet kom helt af sig selv, fordi grundens udformning ligner et skib. Det fortalte afdelingschef i DAB Lisbeth Nygaard Jacobsen i sin tale, hvor hun også takkede håndværkerne for den store indsats og desuden fremhævede den store arbejdsindsats fra et aktivt og engageret byggeudvalg i B’32.
- Til B’32 vil jeg sige stort tillykke. I føjer nu endnu en fin boligafdeling til familien. B’32 er en boligorganisation, hvor beboerne er i centrum, og jeg er sikker på, at det også bliver sådan her i Skibet, sagde Lisbeth Nygaard Jacobsen.
Skibet kommer til at rumme 10 torums-boliger på 85 kvadratmeter i et plan, 13 tre/fire-rums boliger på 103 kvadratmeter i et plan og 14 trerums-boliger på 114 kvadratmeter i to plan. Alle boligerne er topisolerede og opført med store vinduespartier for at give mest muligt lys ind i boligerne.