Reproducerede bærbare computere er et led i DAB’s grønne omstilling
Tekst og foto: Johnny Gudmand
It-afdelingen i DAB har i mange år haft klimaet for øje, når det gælder udskiftning af it-udstyr i administration og drift. Bærbare og stationære computere bliver for eksempel ikke bare udskiftet, fordi der er kommet en ny model på markedet, og afskrivningsperioden er overstået. De bliver først udskiftet, når det er nødvendigt, eller de ikke længere kan dække medarbejdernes behov.
Det seneste tiltag er, at DAB har indgået en aftale med en leverandør af reproducerede bærbare computere. Altså brugte computere, der har et par år på bagen, og hvor de væsentligste dele er udskiftet. For eksempel batterier, harddisk, tastatur og skærm.
- De bærbare, du køber i dag, kan meget mere, end vi har brug for. Derfor kan vi lige så godt købe reproduceret udstyr og mindske vores ressourceforbrug. Det er et led i vores grønne omstilling af DAB. Det giver en højere grad af genanvendelse af de råstoffer, der er brugt til produktionen af den bærbare i første omgang, og det er derfor en mere klimavenlig løsning. Vi har til at begynde med indkøbt 20 bærbare, vi vil give til medarbejdere i administrationen, når det er nødvendigt at udskifte deres udstyr, forklarer Henrik Nefling, it-chef i DAB.
Kvalitet og garanti
De programmer, som de fleste medarbejdere i administrationen og driften bruger i løbet af arbejdsdagen, kræver ikke meget computerkraft. Derfor er der ingen grund til at købe den seneste nye model – det gavner hverken klimaet eller økonomien.
- Kvaliteten af de her reproducerede bærbare er i top, og de er gennemtestede, for medarbejderne skal have det nødvendige udstyr til at løse deres arbejdsopgaver – og det skal virke. Normalt har vi et års garanti, her får vi tre år. Ser du på det økonomiske aspekt, sparer vi omkring 30 procent ved at bruge reproducerede bærbare i forhold til at skulle købe nye tilsvarende produkter. Medarbejderne får ikke den nyeste processor (den del af computeren der laver udregningerne, red.) på markedet, men det er spild af ressourcer og ikke nødvendigt, siger Henrik Nefling.
I 2023 kommer der en SKI-aftale med genbrugte computere. DAB’s leverandør bliver en del af den aftale. Afhængigt af hvordan det går med de første 20 bærbare computere, tager DAB stilling til, om vi køber flere til brug i administrationen og driften.