Rejsegilde: ”Nu er Solhaven ikke længere tegninger på et stykke papir”
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Efter en svær planlægningsfase, besværliggjort af krigen i Ukraine og stigende materialepriser, kunne Henning Urban Dam Nielsen, borgmester i Stevns Kommune, Tim Christensen, formand for Udvalget for Sundhed og Ældre og Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB, torsdag den 7. november tage til rejsegilde for Plejecenter Solhaven. Det skete blot fem en halv måned, efter det første spadestik blev taget i Store Heddinge, og de tre var glade for at være tilbage ved rejsegildet.
Det var tilbage i 2018, at det blev politisk besluttet at opføre et nyt plejecenter, at det skulle hedde Solhaven, og at det skulle ligge i Store Heddinge. Borgmester Henning Urban Dam Nielsen havde derfor glædet sig længe.
- Jeg har glædet mig utroligt meget til i dag. Det har jeg mest af alt, fordi i dag er en dag, hvor vi holder fest for alle jer håndværkere, der er med til at skabe, hvad jeg tænker bliver moderne boliger til vores ældre borgere i Stevns Kommune, og nogle rigtig gode arbejdsfaciliteter til vores personale, der skal arbejde her på stedet. Nu er Solhaven ikke længere tegninger på et stykke papir. Nu er fundamentet sat, murene er bygget, og tagspærene er rejst. Bygningen er helt fysisk til stede, vi kan se den, vi kan mærke den, vi kan røre ved den. Så i dag tør jeg godt sige, at Solhaven bliver til noget. For mig er Solhaven et resultat af jeres faglighed og alle jeres kloge hænder, sagde borgmesteren.
Ved et rejsegilde bliver håndværkerne hyldet, men borgmesteren stoppede ikke dér, han brugte anledningen til at hylde selve håndværksfaget.
- For mig er det enormt vigtigt, at vi alle sammen i vores samtaler og i vores uddannelsespolitik er optaget af, at alle fag kan noget, at alle fag har en værdi. Vi kan ikke alle sammen leve af at sidde ved et skrivebord, vi kan heller ikke alle sammen leve af at være skolelærer, som er min profession, eller af at være håndværkere, som jer. Men vi kan noget i fællesskab, tror jeg. Vi kan sætte pris på alle fag, vi kan vise respekt for alle fag, og så kan vi tale om vigtigheden af alle fag over for vores børn og vores unge, opfordrede borgmesteren.
Lige så flot som på tegningerne
Ole Jacobsen talte på vegne af Boligselskabet Stevns og indledte sin tale med at hylde håndværkerne for deres samarbejde og skruede så tiden tilbage til spadestikket i slutningen af maj.
- Det er dejligt at komme herned, når man var til første spadestik og kunne se, at byggeriet vender ud mod marker, og at det bliver lige så flot som de visualiseringer, vi faktisk så på nogle tegninger for mange måneder siden efterhånden, sagde Ole Jacobsen, der senere afsluttede med:
- Vi er superglade for, at det er gået så godt efter den svære fødsel i planlægningsfasen. Så kære håndværkere: Tusind tak for indsatsen, og tillykke med rejsegildet, for det er dybest ser jer, vi fejrer og ikke alt muligt andet.
En milepæl
Som det var tilfældet ved spadestikket, indtog Tim Christensen også talerstolen ved rejsegildet. Han havde fokus på, at man nu både har nået en fysisk milepæl og en milepæl for samarbejdet om projektet, hvor forskellige mennesker har bidraget, heriblandt personale.
- Vi har med længsel ventet på den her dag, der er en milepæl for den fysiske rejsning af bygningen, men den markerer også den fantastiske rejse af samarbejde, dedikation og ekspertise, der har gjort alt det her muligt.
- Lad os huske på, at det er den ånd af samarbejde og dedikation, der fører os til den endelige succes. Jeg ser frem til de næste trin på rejsen og til at se, hvordan projektet tager form. Tak til alle for det hårde arbejde, passionen og engagementet. Sammen gør vi en forskel.
Og med de ord var det tid til, at håndværkerne som de første kunne stille sig i kø til pølsevognen, hvor pølsedamen fik lidt at se til, imens nysgerrige fremmødte kunne tage en rundvisning i byggeriet.