Præstebanken har fået solcelleanlæg med batteri
Tekst og foto: Julie Grothen
Et solcelleanlæg er en god måde at mindske udgifterne til fælles el i en boligafdeling. Sådan lyder det fra Energi i DAB. Det er også forventningen i Præstebanken i Herfølge, Køge alm. Boligselskab, som netop har fået installeret to gange seks kilowatt solpaneler på fælleshusets tag og et batteri, som sidder på vaskeriets facade.
- Vi fik idéen for mange år siden, hvor vi også havde indhentet et tilbud. Men så ændrede de lovgivningen for køb og salg af el, så det ikke kunne betale sig, fortæller Claus Rundqvist, afdelingsformand i Præstebanken.
Fastprisaftale falder bort
Derfor gik der mere end 10 år fra det første tilbud, til afdelingsmødet i Præstebanken den 15. februar 2023 vedtog, at afdelingen skulle opsætte solpaneler og batteri. Nu kan det til gengæld betale sig.
- Jeg har haft meget dialog med energichef Lars Gissel, inden det blev sat i søen, og vi har haft en drøftelse i bestyrelsen, før det blev vedtaget af beboerne, siger Claus Rundqvist og tilføjer, at der var skepsis hos nogle beboere.
- Men elprisen kommer til at stige, når vores fastprisaftale falder bort ved årsskiftet, og hvis vi kan være med til at skabe vores egen energi, så er det rigtig godt, siger han og henviser til det ustabile energimarked, der fulgte med krigen i Ukraine.
Vil dække 60 procent
Boligafdelingen forventer, at solcellerne kommer til at dække godt 60 procent af forbruget til fælles el til udendørs belysning, vaskeri, fælleshus og opladning af robotplæneklipper.
- Ud fra et økonomisk perspektiv er det en god idé. Vi forventer en besparelse på cirka 14.000-15.000 kroner om året, siger Claus Rundqvist.
Og allerede den 20. juni, efter mindre end en måned med solcellerne, kan ejendomsleder Bjarne Sørensen se besparelsen.
- Vi har sparet 718 kroner siden den 1. juni. Vi har produceret 894 kWh og eksporteret de 605, fortæller han, da han har tjekket i den app, som følger med solcelleanlæg og batteri.
App føler elpriserne
I app’en kan han se produktion, forbrug, salg og køb af strømmen og sammenligne priserne på elnettet.
- Vi er blevet indført i, hvordan vi bruger app’en. Det tog en halv times tid, fortæller Bjarne Sørensen. Det er app’en, der, ud fra de oplysninger, Bjarne Sørensen har tastet ind og afhængig af de aktuelle priser på elmarkedet, sørger for at regulere, hvornår Præstebankens produktion af el bliver gemt på batteriet, og hvornår det bliver solgt ud til elnettet.
- Vi har tastet vores faste pris på el ind, og så kan vi se, hvad vi sparer, fortæller Bjarne Sørensen og tilføjer, mens han kigger op fra telefonen: - Nu er klokken 8.38, og vi har allerede sparet 16 kroner og 1,07 kg CO2 i dag.
Støtte fra DAB's Strategiudvalg
Det har kostet cirka 365.000 kroner at etablere solcellerne, som afdelingen har finansieret ved et 10-årigt lån, hvilket har betydet en huslejestigning på 0,61 procent. Præstebanken har desuden søgt og fået støtte fra DAB’s Strategiudvalg på 35.000 kroner, fordi projektet er med til at fremme en grøn og miljøvenlig omstilling.
- Jeg har jo læst om udvalget i nyhedsbrevet, og jeg sidder desuden med i selskabsbestyrelsen, hvor Søren Dalgaard er formand. Han er også medlem af strategiudvalget og har fortalt om det. Bestyrelseskonsulent Janni Spang har hjulpet med at finde og få udfyldt formularen, fortæller Claus Rundqvist.
Vil gerne gå forrest
Boligafdelingen har også tidligere søgt og fået tilskud, blandt andet til etablering af et grønt fællesområde med en pergola. Og spørger man Claus Rundqvist, er det altid vigtigt at arbejde for udvikling af driften.
- Jeg synes, vi er gode til det i Køge alm. Boligselskab, som jo også er et af de største selskaber, DAB administrerer. Det er nødvendigt, at vi skubber på og viser, at vi her går forrest, som vi for eksempel har været med til med e-Syn, nedgravede affaldscontainere og el-ladestandere, siger Claus Rundqvist, som tilføjer:
- Drømmen er have et fælles solcellesystem til strøm i boligerne og også gerne elladestandere ved hver bolig.