Planerne for en grøn omstilling af varmeanlæg i boligafdelingerne er klar
Tekst: Johnny Gudmand.
Der er mange gode grunde til, at DAB arbejder med en grøn og fossilfri omstilling af varmeanlæg i de administrerede boligselskaber. Vi står med en fælles klimaudfordring, ressourcerne bliver mere og mere knappe, gaspriserne er ekstremt høje, blandt andet på grund af krigen i Ukraine, og der kommer et stadigt stigende politisk pres. Derudover er den grønne omstilling et naturligt led i vores strategiarbejde med Grøn vision, og grove skitseplaner til omstilling af varmeanlæg i alle boligafdelinger ligger klar.
- Vi har ansvaret for at gøre afdelingerne klar til at modtage de grønne energikilder og afvikle afbrænding af gas og olie, der udleder CO2. Arbejdet med konverteringen er allerede i gang, og der er lagt en plan for grøn omstilling af varmeanlæg i alle afdelinger, fortæller Lars Gissel, energichef i DAB.
Lige nu er DAB’s gaspriser til fælles kedelanlæg låst til et niveau, der ligger på omkring en tredjedel af markedsprisen.
- Det skal vi være glade for. Men prisen er kun fastlåst halvandet år endnu, og vi har derfor rigtig god grund til at udnytte tiden, så vi er klar med fossilfri løsninger hurtigst muligt, siger Lars Gissel.
Energi vil i det kommende år, i samarbejde med driftscheferne, bestyrelserne, kommunerne og fjernvarmeselskaberne, dykke længere ned i helt konkrete planer med anvisninger til specifikke løsninger for grøn omstilling af varmeanlæg.
- Inden 1. januar skal alle kommuner have udarbejdet varmeplaner. Det giver Energi en bedre baggrund for at finde den helt rigtige løsning for den enkelte boligafdeling, siger Lars Gissel.
Status
Mange boligafdelinger er allerede godt på vej. Omkring 85 procent af afdelingerne, som er forsynet med varme fra fjernvarme, varmepumper eller biomasse. Det betyder ikke, at de 85 procent af afdelingerne er i mål med en fossilfri opvarmning, men de er absolut godt på vej.
- Når vi taler om fjernvarme og varmepumper som grønne løsninger, er vi helt klar over, at det ikke er al fjernvarme og al elektricitet til varmepumper, der i dag bliver produceret grønt og fossilfrit. Men det kommer det til. Ansvaret for omstillingen af elsektoren og fjernvarmesektoren er dog i hænderne på staten og kommunerne. I vores arbejde vil fjernvarme og el-baserede opvarmningsformer derfor regnes som klar til den grønne omstilling, forklarer Lars Gissel og tilføjer: - Biomasse regnes for at være en CO2-neutral energikilde, men er ikke bæredygtig, da de samlede ressourcer af biomasse ikke står mål med verdens samlede energiforbrug. Biomasse anses derfor som en overgangsenergikilde mod mere vedvarende og bæredygtige alternativer.
Planens indhold
Planen vil indeholde afdelingens energiforbrug, afdelingens energikilde, forslag til grøn omstilling af afdelingens varmeanlæg, tidsplan, overslag for udgiften ved konvertering, eventuel økonomisk besparelse og reduktion i CO2-udledning. Når vi har udarbejdet konkrete konverteringsplaner, kan Energi tilbyde boligselskaberne sparring og information. Energi vil desuden bistå med konsekvensberegninger og udarbejde materiale til afdelingsmøder, hvor beboerne skal stemme om afdelingens grønne omstilling.
Hvis du klikker her, kan du se, hvordan de DAB-administrerede boligafdelinger bliver opvarmet, og hvordan en CO2-fri opvarmning i 2030 kan se ud.