Pilotprojekt skal styrke fællesskaberne i Ringsted og øge livskvaliteten
Pilotprojektet ”Fællesskabsby” er støttet af Nordea-fonden og gennemføres i et samarbejde mellem Dansk almennyttigt Boligselskab, Komiteen for Sundhedsoplysning og Ringsted Kommune.
Når vi føler os uden for fællesskabet, påvirker det vores livsopfattelse og generelle sundhedstilstand negativt.
Godt 380.000 danskere, omkring 8,2 procent af befolkningen, oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres behov for social kontakt. Følelsen af ensomhed er særlig udbredt i almene boligområder, hvor 42 procent af beboerne (mod 35 procent i den øvrige befolkning) aldrig, eller sjældnere end én gang om måneden, har kontakt med naboer eller beboere i lokalområdet.
Flere ind i fællesskaber
Pilotprojektet i Ringsted vil inddrage flere i de fællesskaber, der både kan bidrage til bedre liv og være med til at forebygge sundhedsproblemer. Helt konkret vil projektet styrke de eksisterende lokale fællesskaber og støtte nye i at spire frem. Samtidig skal lokale vejvisere hjælpe borgerne med at finde vej ind i fællesskaberne. På den måde får alle der ønsker at være en del af et fællesskab mulighed for det.
- En vejviser kan være enhver, som er motiveret for at vise andre ind i et godt fællesskab – enten gennem deres professionelle virke eller som privatperson fortæller chefkonsulent i DAB, Michael Wulff.
Dansk almennyttigt Boligselskab administrerer godt 54.000 almene boliger, inklusive 13 boligafdelinger for Ringsted Almene Boligselskab. DAB har en lang tradition for at inddrage beboere i fællesskaber, som organisationen ser frem til at inddrage i arbejdet for at styrke fællesskaberne i Ringsted.
- I DAB arbejder vi målrettet på at få flere beboere til at engagere sig i aktiviteter i deres boligafdeling og i lokale foreninger. Vi har gode erfaringer med at synliggøre aktiviteter, så beboerne ved, at de har mulighed for at være med, og med at støtte op om beboere, der har svært ved at tage det første skridt ind i et nyt fællesskab. Det spiller ikke den store rolle, om beboeren er arrangør eller deltager. Det vigtigste er, at flere bliver engagerede, fordi det er med til at modvirke social isolation og ensomhed, forklarer Michael Wulff.
Inspireret af gode erfaringer fra Storbritannien
Pilotprojektet i Ringsted er inspireret af erfaringer fra den britiske by Frome, hvor en lignende indsats med fokus på fællesskaber har vist et stort potentiale for at styrke folkesundheden.
- Det kan lyde ligetil, men vi kan se, at mange, der ønsker at være en del af et fællesskab, ikke nødvendigvis er det, siger direktør for Komiteen for Sundhedsoplysning, Charan Nelander.
Komiteen for Sundhedsoplysning, der i forvejen arbejder sammen med talrige aktører indenfor sundhedsområdet og civilsamfundet om at styrke folkesundheden, ser et stort potentiale i projektet.
- Vi vil mobilisere beboernes egne netværk, så alle i lokalområdet bliver en del af det sociale sikkerhedsnet ved at være opmærksomme på hinanden, forklarer Charan Nelander.
Inspireret af Frome vil Ringsted-projektet også inddrage personer fra det lokale sundhedsvæsen og aktører som biblioteker, skoler og andre fagpersoner i nærmiljøet. Samtidig vil projektet gøre brug af lokale vejvisere, som hjælper de nye godt ind i fællesskaberne.
- Vi håber, at denne model vil gives os mulighed for at nå ud til endnu flere, så de får et længere, sundere og gladere liv - ikke bare i Ringsted, men på sigt i hele landet, fortæller direktør for udvikling og strategiske samarbejder i DAB, Carina Seifert.
Ringsted som bannerfører for bedre fællesskaber
Pilotprojektet vil på sigt resultere i en model for bedre fællesskaber, som kan bruges i alle danske byer. Når pilotprojektet er lagt i Ringsted, skyldes det derfor ikke, at det står særligt skidt til med fællesskaberne her.
Tværtimod er der mange gode tilbud i byen, og samtidig minder Ringsted, med 23.000 indbyggere, om mange andre danske byer både i størrelse og befolkningssammensætning.
- I Ringsted Kommune gør vi i forvejen rigtig meget for de fællesskaber, der er afgørende for et godt liv i byen. Vi støtter aktivt kommunens foreninger og har i den forbindelse ansat en frivillighedskoordinator. Med det her projekt får vi mulighed for at puste endnu mere liv i det, vi har sammen her i byen, og få endnu flere med i fællesskaberne. Det vil vi selvfølgelig gerne være med til, og vi ser frem til at være bannerførere for, hvordan gode fællesskaber i byen bygges op og holdes ved lige, fortæller borgmester i Ringsted Kommune, Henrik Hvidesten (V).
Om projektet
Pilotprojektet ”Fællesskabsby” er støttet af Nordea-fonden med cirka otte millioner kroner og gennemføres i et samarbejde mellem Dansk almennyttigt Boligselskab, Komiteen for Sundhedsoplysning og Ringsted Kommune. Pilotprojektet starter januar 2022 og løber frem til sommeren 2024. På baggrund af pilotprojektet i Ringsted er ambitionen at udbrede en model for gode fællesskaber i hele Ringsted og senere nationalt.
- I Nordea-fonden har vi fokus på at fremme gode liv for alle borgere. Derfor er det vigtigt for os at bidrage til at synliggøre arenaer og indsatser, hvor borgere samles om at opbygge stærkere sociale fællesskaber og skabe et bedre hverdagsliv for alle. Det er netop fokus i det her projekt, og derfor er vi stolte af at støtte Fællesskabsby, fortæller uddelingschef i Nordea-fonden, Christine Paludan-Müller.