Partnerskab giver grøn strøm til boligafdelinger
DAB og boligafdelingerne arbejder hver dag sammen om grønne tiltag. Med FN’s verdensmål er vi nemlig blevet mere bevidste om, at vi skal tænke grønt og træffe bæredygtige valg.
Og nu gør en ny aftale mellem DAB og Ørsted Wind Power det endnu nemmere for boligafdelingerne at være klimabevidste. For når boligafdelingen køber strøm til fællesarealerne, sikrer Ørsted Wind Power, at vindmøller producerer en tilsvarende mængde energi. Samtidig udsteder Ørsted Wind Power et certifikat til boligafdelingen som bevis på, at den køber grøn strøm til gavn for miljøet.
Sikrer produktion af grøn strøm
Det vil dog ikke udelukkende være strøm fra en vindmølle, der kommer ud af stikkontakten, selvom boligafdelingen modtager et certifikat. Al strøm, der produceres, blandes nemlig på el-nettet. Men boligafdelingen sikrer, at der bliver produceret den samme mængde grøn strøm til el-nettet, som den forbruger. Og på den måde er boligafdelingen med til at støtte en bæredygtig og grøn udvikling.
Det er boligselskabets bestyrelse, der træffer beslutning om køb af certifikater for de enkelte boligafdelinger.