Opskrivning på intern venteliste kan nu ske digitalt
Tekst: Johnny Gudmand. Illustration: Uwe Jahn
Hvis du bor i en boligafdeling administreret af DAB og gerne vil stå på oprykningslisten (den interne venteliste) i dit boligselskab, behøver du ikke længere ringe eller skrive til Servicecentret. Fremover kan du gøre det digitalt via ”Min side” på dabbolig.dk.
- Det bliver nemmere for beboerne, der slipper for ventetid og kan komme videre med deres boligsøgning med det samme. Vi syntes ikke, at det var en optimal løsning, at beboerne skulle have fat i en medarbejder via telefon eller mail, og derfor har vi arbejdet på at digitalisere processen. Tidligere var der kun mulighed for at skrive sig op digitalt, når det var til den ”almindelige” liste, forklarer udlejningschef Dennis M. Christensen.
Den digitale opskrivning blev mulig i slutningen af februar, og den nye proces for intern opskrivning er meget simpel, forklarer udlejningsspecialist Kristina Helvig Hendeles:
- Beboeren skal bare gå ind på hjemmesiden, logge ind på ”Min side” og bagefter trykke ”Find bolig”. Du vælger herefter din bopælskommune og forskellige søgekriterier. Når du har valgt dine kriterier, får du valget, om du vil skrives op internt i boligselskabet, eksternt eller begge steder.
Det er kun den beboer, der står først på lejekontrakten, som kan skrive sig op på den interne venteliste. Er du beboer i et tidsbegrænset lejemål, en kommunal bolig, et enkeltværelse og i visse tilfælde en ungdomsbolig kan du ikke skrive dig op på en intern venteliste. Opskrivningen på den interne liste gælder også kun, hvis du samtidig har tænkt dig at flytte fra din nuværende bolig, så den kan udlejes til anden side.