Nyt frirum til børn og voksne i Kalundborg
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt - Foto: Thomas Brolyng Steen
- Må jeg ikke få en tur mere far?
Sami på otte år lyste op som en sol efter den første tur på den nye svævebane. I torsdags blev de to nyt legepladser i boligafdelingen Skydebanevænget, der er en del af Kalundborg almennyttige Boligselskab, indviet – og det blev noget af en fest.
- Sami og Elias har kigget langt efter den svævebane. De har set den oppe fra vinduet, fortæller deres far Michael Elbert og fortsætter: - Arbejdet med de nye legepladser har stået på i tre måneder, så i dag er vi glade for at pladserne og den nye boldbane åbner. Svævebanen er bare en af de mange nye lege- og motionsredskaber på området mellem boligblokkene.
- Det her er bare godt nye for os alle sammen. Den gamle legeplads tiltrak ikke så mange, men denne her er jo fantastisk. Ny og med mange aktiviteter for ungerne. Og når børnene er her, så er de voksne også. Det er godt for vores fællesskab, siger Per Lauenquist, der står i solen sammen med sin hustru og gode venner.
Investeringen løber op i 3,2 millioner kroner, men alligevel kan afdelingen holde huslejen i ro
De nye legepladser blev åbnet af afdelingsformand Richard Poulsen.
- Nu kan vi endelig åbne de to legepladser samt en dejlig ny fodboldbane. Coronaen gjorde, at det først kunne lade sig gøre nu. Vi har ikke haft huslejestigninger i ni år, og alligevel er det lykkedes os at opspare 3,2 millioner kroner til at investere i disse dejlige uderum, hvor der kan dyrkes leg og fitness. Så er der nok dem, der vil sige, så stiger vi nok i husleje i år! Men det gør vi ikke. Jeg håber, at børnene såvel som voksne, vil få glæde af faciliteterne. Hjertelig tillykke med det hele. De nye legepladser er en kærkommen afløser til de gamle, som lige nåede deres 25 års jubilæum.
- Vores fodboldbane havde også mange år bag sig og var belagt med grus. Den nye har et fint, blødt underlag og et boldbur som ikke larmer, når fodbolden rammer. Det betyder meget for naboerne, slutter afdelingsformanden.
Savnede at komme ud
Smukke blomster i alverdens farver og dufte er sat i bede, kasser og potter omkring den nye legeplads – og de er ikke kommet af sig selv. - Jeg synes der skal være noget smukt at kigge på. Vi er jo meget ude og mødes her ved bordene, siger Lilijana Jandric. Og derfor tog hun og Lone Sørensen initiativ til at udsmykke gårdrummet med masser af blomster.
- Jeg har ingen altan og savnede at komme ud. I starten købte vi selv blomsterne og satte dem ud, men så sagde formanden, at det ville afdelingen godt betale. Beboerne vil også gerne komme herned, hvis her er fint og hyggeligt, fortæller Lone Sørensen. Og hyggeligt er der ved legeområdet som i dagens anledning også havde fået besøg af en pølsevogn, hvor børn og voksne kunne hente sig en gratis hapsdog og is. Her møder vi Michael Elbert igen sammen med sine to drenge, Sami og Elias.
- Sikke en dag. Vi boede i hus før, men her er der aldrig kedeligt og ungerne har det super sjovt, griner Michael mens et par is langes over disken.