Nybygget seniorbofællesskab har en beliggenhed i top og masser af lys
Tekst og foto: Julie Grothen
DAB’s formand Henrik Berg og næstformand Peter Berg Nellemann har været på en rundvisning i Rødovre alm. Boligselskabs nyeste boliger. Med på turen var også kundedirektør Anders Holmgren, og fra boligselskabet deltog formand Claus Ohlsson og ejendomsmester Stig Christophersen.
Seniorbofællesskabet, der rummer 29 boliger, ligger centralt placeret på Roskildevej. Boligerne er opført efter modellen om delegeret bygherre. Det er dagligvarekæden Lidl, som har en butik i stueplan, der er bygherre.
Lyse boliger
Beliggenheden er i top, hvilket også blev bemærket af formandskabet. Og ikke alene er der kort afstand til både transport- og indkøbsmuligheder, der er også godt udsyn over området fra de lyse boliger.
Lysindfaldet var en af de ting, som Henrik Berg og Peter Berg Nellemann var imponerede over ved nybyggeriet, samtidig med at boligerne er godt lydisoleret ud mod den trafikerede Roskildevej.
De nye boliger er mellem 83 og 113 kvadratmeter og får en husleje på mellem 8.460 og 10.770 kroner eksklusive forbrug. Der er parkeringskælder til bygningen, og et fælleshus med tagterrasse på øverste etage.
- Det er et attraktivt byggeri, Rødovre alm. Boligselskab har fået her. Og det er både interessant og væsentligt for os at se, hvad vi har mulighed for at bygge, ikke mindst i de større byer, siger Henrik Berg