Ny regering vil understøtte gode boliger i hele landet
Under overskriften ’Retfærdig retning for Danmark’ har Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten offentliggjort en beskrivelse af den nye regerings politiske retning.
Aftalen handler om alt fra klima til økonomi, og fokuserer også på boliger.
Der står blandt andet på side 14, at den ny regering vil understøtte gode boligmuligheder i hele landet. Afhængig af hvor man bor i Danmark, er der forskellige udfordringer, som en samlet boligpolitik skal tage sigte på at løse:
- I de større byer har mange mennesker med almindelige lønninger ikke råd til at bo. For at imødegå det, er der blandt andet brug for et opgør med udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, samt at kommunerne får mulighed for at stille betingede byggetilladelser, hvor op til en tredjedel af nye boliger skal være almene og opføres hurtigt.
- I landdistrikterne oplever borgere og virksomheder, at deres muligheder for at optage realkreditlån afgøres af andre forhold, end det er tilfældet i andre dele af Danmark. En ny regering vil derfor igangsætte et arbejde, der skal undersøge problemet.
- En ny regering vil vurdere om mulighederne for at opnå dispensation fra kravet om at nedbringe andelen af familieboliger i de mest udsatte boligområder, i konkrete tilfælde, kan udvides udenfor de største byer. Behandlingen af dispensationsansøgninger for de mest udsatte boligområder skal evalueres, så der fremadrettet sikres størst muligt fleksibilitet for kommuner og boligorganisationer til at tilrette udviklingsplaner efter lokale forhold.