Ny Frederiksberg Skole vækker glæde i boligselskab
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Forleden kunne Sorø Kommunes borgmester, Gert Jørgensen, klippe den røde snor til den nye Frederiksberg Skole. Der er tale om et anlægsprojekt til omkring 140 millioner kroner, og det er det største i Kommunens historie. Projektet er ikke helt færdigt, men lokalerne er taget i brug, og indvielsen har fundet sted. I indvielsen deltog Gert Hansen, formand i Sorø Boligselskab, og han er begejstret
- Vi har fire eksisterende boligafdelinger lige i nærheden og går i gang med et bygge en ny boligafdeling med 24 familieboliger. Den nye afdeling er efter planen klar til at blive taget i brug 1. januar 2018, og den nye, supermoderne skole er attraktiv for både de eksisterende boligafdelinger og vores nye. Den skulle gerne være med til at tiltrække nye beboere, fortæller Gert Hansen.
Den nye skole er for elever til og med 6. klassetrin, mens de ældre elever holder til i nærliggende bygninger. Skolen indeholder en multisal, og den er der perspektiver i.
- Det ligger i konceptet for den nye skole, at multisalen kan bruges af lokalsamfundet. Det er afgjort noget, som vores beboere i givet fald vil kunne få glæde af. Den kan bruges til koncerter, udstillinger og teater for eksempel, siger Gert Hansen.
Investering i fremtiden
Baggrunden for den nye Frederiksberg Skole er, at der blev fundet PCB i de gamle bygninger, og derfor valgte et samlet byråd at rive bygningerne ned.
- Det er dejligt, når et byråd kan være helt enig om en beslutning. Det var en investering i Sorø Kommunes og Danmarks fremtid, og derfor skulle byggeriet være af høj kvalitet, sagde borgmester Gert Jørgensen blandt andet i sin tale.
Borgmesteren håber, som Gert Hansen, at den nye skole kan være med til at trække flere beboere til Kommunen. Nogle af dem var måske til stede ved indvielsen.
- Jeg håber, at I har nydt at kigge på skolen med de fantastiske trægulve, de fantastiske rum til fordybelse og alle de andre elementer, der kan være med til at få folk til at sige:”Hov, hvor er Frederiksberg Skole dog en attraktiv skole med fantastiske læringsmiljøer, i den Kommune kunne vi godt tænke os at bo. Og det virker, rigtig mange har spurgt ind til skolen, allerede inden snoren blev klippet, sagde borgmesteren.