Ny allé i Rheumpark
Af Kenneth Wöhlisfelt. Foto Stine Guldbæk.
22 nye træer er i disse dage ved at slå rod i Rheumpark i Brøndby Strand. Ja, helt nye og unge er træerne altså ikke. De er nemlig næsten alle sammen fire meter høje og er udvalgt med stor omhyggelighed gennem Kortegaards Planteskole i Langeskov på Fyn. Men nu skal de altså forskønne området omkring Rheumpark.
- Der var en hel allé, der lagde sig ned ude i Rheumpark. Det var i november og træerne, der stadig havde blade og bær på, bukkede under for den tunge sne og stod ikke til at redde, så vi måtte fælde dem, fortæller Stine Guldbæk, der er landskabsarkitekt i DAB.
Stine og en ejendomsfunktionær fra Rheumpark undersøgte, hvor man kunne få nye træer henne og havnede altså på Fyn.
- Træerne skulle jo have en pæn størrelse, hvis de skal syne af noget med det samme. Træerne, der væltede, var 30-40 år gamle og seks, otte meter høje, siger Stine Guldbæk.
De nye træer, er af samme sort som de gamle.
- Vi kiggede på andre typer af træer, men vi fandt ikke noget, der levede op til det, vi gerne ville, så det blev glasbladet tjørn igen. Nu glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvordan det ser ud derude, slutter Stine Guldbæk.