Mikkel rakte hånden op og fik indflydelse
Tekst og foto: Julie Grothen
Mikkel Rindholt var 23 år, da han var med til sit første afdelingsmøde i afd. 1 – Grådybet i B’32 for to år siden.
- Jeg sad bagerst og lyttede med. Vi skulle beslutte, om vi skulle renovere husgavlene, og der blev spurgt til, hvor meget vi ville spare på varmeregningen, forklarer han.
Stillede op på opfordring
Besparelsen fremgik ikke, men Mikkel Rindholt satte sig til at regne på det på bagsiden af sin dagsorden.
- Jeg kom frem til et beløb og stak hånden i vejret: ”Jeg hedder Mikkel, og jeg læser til energiingeniør. Jeg har lige regnet på det...”.
Forslaget blev sat til afstemning og vedtaget med et stort flertal, husker Mikkel Rindholt. En anden beboer opfordrede ham på mødet til at stille op til bestyrelsen, og Mikkel Rindholt blev valgt ind.
- Jeg kendte ikke ordet beboerdemokrati. Jeg anede ikke, hvad det var. Men det lød spændende at være med. Og jeg havde lidt faglig ballast, som jeg kunne bidrage med, siger Mikkel Rindholt.
Han har også engageret sig i frivilligt arbejde både i gymnasiet og på universitetet, hvor han blandt andet har været formand for studenterforeningen.
Grønne idéer
Som medlem af afdelingsbestyrelsen blev den unge beboerdemokrat også inviteret til repræsentantskabsmøde i B’32.
- De havde sendt to et halvt kilo materiale ud på forhånd. Det bliver cirka 300 kilo papir, når det skal ud til alle medlemmer af afdelingsbestyrelser. Jeg ville hellere have haft det i en pdf. Det var mit mål for dagen, at der skulle bruges lidt mindre papir, siger Mikkel Rindholt, som igen rakte hånden op – og igen blev opfordret til at stille op.
I dag er han 25 år, uddannet energiingeniør og aktiv i både afdelingens og selskabets bestyrelse. Han vil gerne arbejde for, at boligerne er tidssvarende og at huslejen er fornuftig.
- Og jeg vil gerne være med til at påvirke, at det bliver lidt grønnere, for eksempel ved energirenoveringer, som er til gavn for beboerne, siger Mikkel Rindholt, som ikke kan lade være med at engagere sig.
Han håber, at flere beboere – og gerne flere unge – kunne tænke sig at blive beboerdemokrater.
- Jeg synes, det er sjovt, og jeg kan lide at lære nye ting og en masse mennesker at kende. Det er ligesom at komme ind i en helt ny verden. En boligforening er reelt en forening, hvor man kan få stor indflydelse. Man kan nærmest sige, at man bliver medlem den dag, man flytter ind, og man betaler kontingent gennem sin husleje.
Hør flere beboerdemokrater fortælle i videoen her.