”Medarbejderne løser de opgaver, de er bedst til”
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Driften og administrationen af boligafdelinger er gennem de seneste år blevet mere og mere kompleks. Der er flere og flere krav, som vi skal leve op til, og derfor er det afgørende, at vi alle løser de opgaver, vi er bedst til.
I Højbjerg Vænge, Herlev alm. Boligselskab, holder en samdrift til. Samdriften omfatter i alt 770 boliger fordelt på tre boligafdelinger og to mindre ejerforeninger.
På kontoret sidder ejendomsleder Thomas Budden sammen med mesterassistent Jesper Månsson og kontorassistent Therese Colling. I marken er der syv ejendomsfunktionærer, hvoraf en har rengøring som sin hovedopgave.
- Medarbejderne løser de opgaver, de er bedst til. Nogle er for eksempel bedre end andre til at gå ind til beboerne og løse beboerserviceopgaver, mens andre er rigtig gode i det grønne. De kan alle sammen det hele, men vi bruger dem, hvor de har de største kompetencer – for at løse opgaverne bedst muligt, forklarer ejendomsleder Thomas Budden, der har været i Højbjerg Vænge i 28 år.
Bedre muligheder
I 2009 blev samdriften med Højbjerg Vænge, Herlev Vænge og Herlev Bymidte etableret, mens Spindekrogen og Glødelampen kom til i 2013.
- At vi er en samdrift gør, at vi kan dække bedre ind ved sygdom, kurser og ferie. Den største fordel er, at vi har en daglig fleksibilitet, der gør, at vi kan allokere vores indsats, hvor den er mest påkrævet. Vi har samtidig en større samlet mængde af kompetencer, siger Thomas Budden og uddyber:
- På kontoret er det en kæmpe fordel, at vi har en mesterassistent, der er skrap til EDB. Jeg kan sagtens bruge systemerne, men jeg er knap så rutineret, når der er problemer med dem. Og det, at vi har Therese ansat på kontoret til at håndtere den daglige kontortid og beboerhenvendelser ved personligt fremmøde og over telefonen, gør, at den opgave også bliver løst super godt. Hun er dygtig, og hun tager imod beboerne med en positiv indstilling.
Beboerkoordinator
Da Højbjerg Vænge er i gang med en kæmpe helhedsplan, har driften haft en beboerkoordinator ansat.
- Det er Henrik Ankerstjerne, der har stået for den daglige kontakt til byggeledelsen og rådgivere. Han har også stået for indflytning af nye beboere i relation til helhedsplanen. Vi har Henrik til udgangen af juni, fordi der lige nu er et ophold inden sidste etape. Han skal til Taastrup i stedet, og så har vi aftalt, at han kommer retur til etape tre i midten af 2026, siger Thomas Budden, da interviewet finder sted i begyndelsen af juni.
Opmærksomhed
Med sine mange år i en samdrift fremhæver ejendomslederen særligt ét emne, man skal være opmærksom på, når man arbejder et stort sted med mange boliger og bestyrelser.
- Alle bestyrelserne skal have lige meget opmærksomhed. Der er en fordelingsnøgle, der angiver økonomien i en samdrift, men det er ikke altid, at fordelingen af opmærksomhed passer med fordelingen af økonomien. Vi skal agere ud fra, at alle naturligt nok mener, at deres opgave er vigtigst. Når det er sagt, så vil jeg sige, at bestyrelserne her hos os har forståelse for, at vi nogle gange er nødt til at prioritere nogle sager højere end deres, slutter Thomas Budden.