Manglende varmecheck
Opdatering den 20. marts 2023:
Er du fjernvarmekunde, så vær opmærksom på, at kun boliger, som opvarmes med fjernvarme, der primært kommer fra gas og/eller elektricitet, er omfattet af ordningen. Se Energistyrelsens liste over omfattede fjernvarmeselskaber her
Opdatering den 14. marts 2023:
Fra i dag, tirsdag den 14. marts kl. 10, og otte uger frem, kan du søge om at få udbetalt regeringens varmecheck.
Dermed kan beboere, der ved en fejl ikke automatisk modtog varmechecken i august 2022, nu søge om at få de 6.000 kroner udbetalt.
DAB har indsendt eventuelle rettelser til BBR-registret til de respektive kommuner. Vi har også sendt en erklæring for husstandens faktiske varmekilde til Energistyrelsen. Du skal selv indsende dokumentation for husstandens sammensætning og samlede indkomst.
Ansøgningsportalen vil være åben frem til tirsdag den 9. maj 2023, og der er ikke tale om et først-til-mølle princip.
Klik ind på www.varmecheck.dk og læs eller se en video om, hvordan du gør.
Hvis du er digitalt fritaget Hvis du er digitalt fritaget, kan du søge via en ansøgningsblanket. Dit ejendomskontor, Beboerservice i DAB, Borgerservice i din kommune, din familie eller venner kan være behjælpelig med at printe denne blanket ud.
Link til blanketter - https://varmecheck.dk/blanketter
Du kan finde flere oplysninger om varmechecken på Energistyrelsens hjemmeside: www.varmecheck.dk
Opdatering den 3. februar 2023:
Energistyrelsens ansøgningsportal åbner den 14. marts 2023.
Energistyrelsen meldte torsdag den 2. februar ud, at beboere, der ved en fejl ikke automatisk modtog varmechecken i august 2022, snart kan søge om varmecheck.
Ansøgningsportalen åbner den 14. marts 2023 på www.varmecheck.dk
Ansøgningsportalen vil være åben i otte uger fra 14. marts til 9. maj 2023, og der er ikke tale om et først-til-mølle princip.
Er du en af de beboere, som er berørt, vil du modtage en e-mail eller et brev fra DAB i løbet af de kommende dage med mere information.
Du kan finde flere oplysninger om varmechecken på Energistyrelsens hjemmeside: www.varmecheck.dk
Opdatering den 20. december 2022/jpr:
DAB har indmeldt BBR-opdateringer til de relevante kommuner.
Energistyrelsen melder fortsat, at udbetaling af varmechecks vil finde sted i løbet af første halvår 2023.
Vi har endnu ikke modtaget en udmelding om, hvornår ansøgningsportalen åbner.
DAB har fået henvendelser fra flere beboere, som mod deres forventning ikke har modtaget en varmecheck. Årsagen til de manglende udbetalinger kan skyldes, at Energistyrelsen har brug for yderligere data for at foretage en vurdering, at der er sket en fejl i BBR-registreringen eller noget helt tredje.
Sammen med Energistyrelsen er vi ved at undersøge sagen, og hvad du kan gøre som beboer samt hvordan vi i DAB kan hjælpe med at rette eventuelle fejl i BBR-registret.
Opvarmningskriteriet er dog blot et af flere, der skal være opfyldt, før man kan få udbetalt varmechecken. DAB har ikke adgang til de øvrige data (for eksempel husstandsindkomsten), der også ligger til grund for udbetaling af varmechecken.
Du kan læse om varmechecken her: Varmecheck.dk
FAQ - find svaret på dit spørgsmål nedenfor NB: FAQ er udarbejdet i sommeren 2022 og er ikke opdateret
Jeg har ikke modtaget en varmecheck, selvom min bolig opvarmes med el/gas. Kan DAB hjælpe?
Vi kan desværre ikke gøre noget lige her og nu, men vi er ved at undersøge, hvad der er sket.
I løbet af uge 33 og 34 sender vi et brev ud til beboere i de boligafdelinger, som er opvarmet med el eller gas. I brevet forklarer vi, hvordan du skal forholde dig, hvis ikke du har modtaget en varmecheck.
Du er som altid velkommen til at kontakte DAB’s servicecenter på servicecenter@dabbolig.dk eller 77 32 00 00 hvis du har spørgsmål.
Kan I sige noget om, hvornår jeg får checken?
Opvarmningskriteriet er blot ét af flere, der skal være opfyldt, før man kan få udbetalt varmechecken.
DAB har ikke adgang til de øvrige data (for eksempel husstandsindkomsten), der også ligger til grund for udbetaling af varmechecken.
Hvis du opfylder kriterierne for udbetaling af varmechecken, vil udbetalingen sandsynligvis finde sted i første halvår af 2023, hvis du sender en ansøgning via ansøgningsportalen på https://www.varmecheck.dk/.
Hvorfor kan I ikke udbetale beløbet/trække det fra min husleje?
Det er Energistyrelsen, der udbetaler varmechecken. DAB har ikke mulighed for at vurdere, om alle kriterier for udbetalingen af varmechecken er opfyldt, da vi ikke har adgang til de øvrige data, for eksempel din husstandsindkomst.
Du skal som altid kontakte DAB’s servicecenter på servicecenter@dabbolig.dk eller
77 32 00 00 hvis du har problemer med at betale din husleje. Så kan vi sammen se, om vi kan finde en løsning på problemet.
Du kan også kontakte din bopælskommune, hvis du har brug for hjælp til at betale din husleje.
Hvis det viser sig, at jeg skulle have haft en check, hvornår får jeg så pengene?
Regeringen åbner for ansøgningsportalen på https://www.varmecheck.dk/ i starten af 2023 (den endelige dato er ikke meldt ud endnu). Her skal du selv ansøge om udbetaling.
Derefter vil din sag blive behandlet og en eventuel udbetaling vil sandsynligvis finde sted i første halvår af 2023.
Ved I, hvorfor jeg ikke har fået checken?
Årsagen til de manglende udbetalinger kan skyldes, at Energistyrelsen har brug for yderligere data for at foretage en vurdering, eller at der er sket en fejl i BBR-registreringen af boligen eller noget helt tredje.
Sammen med Energistyrelsen er vi ved at undersøge sagen, og hvad du kan gøre som beboer.
Kan I hjælpe med at rette fejlen?
DAB tager kontakt til kommunen for at sikre, at data i BBR-registret står korrekt. Vi arbejder også tæt sammen med Energistyrelsen for at finde en løsning, så vi sikrer, at boligerne i din boligafdeling kommer med i det næste data-træk.
Men i sidste ende vil det være den enkelte beboer, der skal søge om udbetaling af checken via ansøgningsportalen på https://www.varmecheck.dk/
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis din husstand opfylder kriterierne, men ved en fejl ikke automatisk har fået udbetalt varmechecken, kan du selv ansøge om udbetaling.
Det gør du på siden https://www.varmecheck.dk/, når ansøgningsportalen åbner i starten af 2023.
Sammen med ansøgningen skal du indsende dokumentation for, at din husstand opfylder betingelserne, og at den primære opvarmningsform i december 2021 var enten:
• Gas,
• Fjernvarme fra et af de selskaber, der primært anvender gas og som fremgår af bilag 1 i loven eller
• Elektricitet, samt at din boligs elforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.
DAB sender beboere i de berørte boligafdelinger dokumentation for, at boligen opfylder opvarmningskriteriet. Dokumentationen sendes før ansøgningsportalen åbnes.
Kun én person pr. husstand kan ansøge.
Hvordan finder jeg ud af, hvornår jeg kan ansøge?
Den endelige dato for hvornår du kan ansøge, er ikke offentliggjort endnu, men på https://www.varmecheck.dk/ kan du indtaste din e-mail og få besked, når regeringen åbner op for ansøgninger.
Hvor kan jeg finde information om varmechecken?
Du kan læse om varmechecken på: https://www.varmecheck.dk/
Hvor kan jeg læse om lovforslaget?
ft.dk:
Til lovforslag nr. L 158, Folketinget 2021-22, Forslag til Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 (ft.dk)
Retsinformation:
Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 (retsinformation.dk)
Hvad gør jeg, hvis jeg uretmæssigt har modtaget en varmecheck?
Der fremgår af lovteksten, at personer i bestemte tilfælde ikke skal tilbagebetale varmechecken, selvom den er modtaget uretmæssigt. Dette gælder, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i de benyttede data, og det uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kroner. Er dette tilfældet, skal man ikke tilbagebetale beløbet. Hvis du i tvivl bør du kontakte Energistyrelsen.
Jeg kan ikke betale min husleje på grund af det høje varme aconto-beløb. Hvad gør jeg?
Du skal som altid kontakte DAB’s servicecenter på servicecenter@dabbolig.dk eller
77 32 00 00, hvis du har problemer med at betale din husleje. Så kan vi sammen se, om vi kan finde en løsning på problemet.
Du kan også kontakte din bopælskommune, hvis du har brug for hjælp til at betale din husleje.
Hvordan informerer DAB?
DAB har den 12. august 2022 orienteret på hjemmesiden. Klik ind på dabbolig.dk og skriv ”varmecheck” i søgefeltet. Så får du artiklen frem.
DAB har den 12. august orienteret alle ejendomskontorer og afdelingsbestyrelser i gasopvarmede boligafdelinger ved formanden, samt selskabsbestyrelserne.
DAB orienterer alle beboere, hvis boliger er el- eller gasopvarmet, i løbet af uge 33 (e-Boks) og 34 (brev til beboere, der ikke har e-Boks). Samme dag, som beboerorienteringen sendes ud, orienteres alle afdelingsformænd ved formanden samt selskabsbestyrelserne.
Jeg har fået afslag fra Energistyrelsen, hvad gør jeg?
Vi er bekendt med, at en beoer har fået dette svar fra Energistyrelsen:
Oplysningerne i BBR den 1. januar 2022 er lagt til grund, uanset om de svarer til de faktiske forhold. Det betyder, at hvis husstandens varmekilde ikke har været korrekt registreret denne dag, er kriterierne for varmechecken ikke opfyldt.
Klageadgangen er afskåret i loven. Derfor er det ikke en mulighed at klage over afgørelsen til Energistyrelsen eller anden administrativ myndighed jf. § 18 i lov nr. 445 af 12/04/2022 om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.
Svaret er sendt til beboeren ved en fejl - det gælder udelukkende ejere og ikke lejere.
Beboere, der har modtaget dette svar kan se bort fra det. De har ret til at ansøge om en varmecheck ligesom alle andre danskere, der mener de er berettiget til det, når ansøgningsportalen åbner i starten af 2023.
Ældresagen har på deres hjemmeside samlet information om varmechecken og om varmetillæg til pensionister: Varmechecken 2022 er udbetalt - har du ikke har fået den udbetalt? (aeldresagen.dk)