Lystoftehuse vedtog helhedsplan trods corona-udfordringer og tidspres
Tekst: Johnny Gudmand. Illustration: RUBOW arkitekter
Det har ikke været en dans på roser at få vedtaget en helhedsplan på 95 millioner kroner for Lystoftehuse, Lyngby alm. Boligselskab. Det har krævet en stor fælles indsats af beboere, afdelingsbestyrelse, selskabsbestyrelse og DAB.
Lad os spole tiden tilbage til februar 2020. På det tidspunkt har projektleder Nanna Marie Aae Christensen løbende været i dialog om projektet med Landsbyggefonden siden august. Men nu byder en gylden mulighed sig: bevillingen kan ske allerede i 2020 i stedet for 2021, hvis beboergodkendelsen er sendt ind inden 1. juni.
Så langt så godt. Tidsplanen er nu blevet en del strammere, og så sker det, Danmark lukker ned, og processen bliver endnu mere udfordrende.
- Det har været meget frustrerende, både for bestyrelsen og beboerne. Der har ikke kunnet indkaldes til orienteringsmøde, og fordi det hele blev rykket frem, følte nogle, at de fik projektet trukket ned over hovedet, fortæller Jytte Enkebølle, afdelingsformand.
- Vi fik helt vildt travlt, og pludselig blev alt bare lukket. Vi havde en masse materiale, vi skulle have ud til beboerne, og vi fik udsendt en del nyhedsbreve. Normalt får beboerne mulighed for at stille spørgsmål på orienteringsmøderne, men det kunne vi jo ikke, forklarer Nanna Marie Aae Christensen.
Spørgsmål og svar
Løsningen blev at sende en meget detaljeret temaavis rundt og give beboerne en uge til at stille spørgsmål. De blev besvaret skriftligt, sendt til beboerne og også udgivet sammen med urafstemningen.
- Det gav en rigtig god afklaring, og flere har også benyttet sig af at ringe ind til Nanna og driftskonsulent Anne Kathrine Bang. Tilbagemeldingen har været, at beboerne har været tilfredse med svarene. Der har trods corona været en god direkte kommunikation, og de er helt ekstraordinære de to, siger Jytte Enkebølle.
Online møder
Byggeudvalgsmøderne er foregået online, og det har trods lidt vanskeligheder fungeret.
- Vi er kommet af med det, vi ville. Og der er blevet rettet nogle elementer i projektet, så vi er tilfredse. Selvom det pludselig skulle gå meget stærkt, er vi nu der, at beboerne næsten ikke kan vente med komme i gang, fortæller Jytte Enkebølle.
- Det her har kun kunnet lade sig gøre, fordi beboerne, afdelingsbestyrelsen og selskabsbestyrelsen har været indstillet på at få det til at ske. Selskabsbestyrelsen har rykket utroligt hurtigt, siger projektlederen.
Resultatet af urafstemningen var 77 stemmer for og 12 imod helhedsplanen, der blandt andet byder på efterisolering af facader, nye vinduer, nyt isoleret tag og et balanceret ventilationsanlæg. Planen er, at projektering sker i foråret 2021.