Lynggårdens legepladser er vigtige brikker i en grøn helhedsplan
Tekst og foto: Johnny Gudmand
- Vi kunne lige så godt tænke projekterne sammen, når vi alligevel skulle grave.
Sådan siger Viggo Strøm Børsting, afdelingsformand i Lynggården, Køge alm. Boligselskab, om beslutningen om at gennemføre flere projekter i boligafdelingen i samme ombæring.
Projekterne er en del af det, han kalder en grøn helhedsplan. Den indeholder tre nye legepladser, fornyelse af udeområderne, nye parkeringspladser med ladestandere og ny parkbelysning. I vinter var de nye legepladser klar.
- Vi har valgt at etablere nye legepladser, fordi vi mener, at børn og unge skal have mulighed for at udnytte vores udeområder mere. De gamle legepladser var nedslidte og utidssvarende og passede ikke til vores beboersegment, hvor der både er store og små børn, vi skal tilgodese. Vi har samtidig fokus på, at udeområderne skal bidrage til øget biodiversitet, så det ikke bliver græsørkener, hvor ingen ønsker at være, siger Viggo Strøm Børsting.
RØD, GUL, GRØN
Legepladserne har tre forskellige temaer, rød, gul og grøn, og de er placeret på forskellige lokationer i boligafdelingen med 240 boliger.
- En legeplads er skabt til de helt små, en anden lidt større ligger i forbindelse med fælleshuset, så børnene kan lege, når de er til fest, og den sidste, og største, ligger ved et stort grønt område, hvor der er plads til, at rigtig mange af afdelingens beboere kan mødes – her spænder redskaberne lidt mere vidt, der er for eksempel arealer til boldspil og to trampoliner, forklarer Viggo Strøm Børsting.
Driften tænkt med ind
Legeplads-projektet har haft en følgegruppe med fire til seks beboere, der er kommet med oplæg til DAB og leverandørerne. Beboerne i afdelingen har deltaget i et debatmøde, hvor visionerne blev fremlagt, og efterfølgende et debat- og beslutningsmøde. Legeplads-budgettet lød på omkring 2,1 millioner kroner, og det blev overholdt.
- Vi har tænkt med ind, at vedligeholdelsen skulle være nem, samtidig med at der var gode beskrivelser af, hvad den krævede. På den måde kunne vi udarbejde et ordentligt budget på vedligehold af legepladserne. Der skulle være så lidt manuelt arbejde som muligt for driften. Nøgleordene var, at legepladserne skulle være funktionelle og lette at drifte og vedligeholde. Medarbejderne fra driften har løbende deltaget i nogle af møderne og bidraget med deres viden, siger Viggo Strøm Børsting, der til daglig er driftskonsulent i KAB og derfor har erfaring med drift i almene boligafdelinger.
Det var også på mødet i 2021, at det blev besluttet at optimere parkeringspladser, belægninger, parkbelysning og udeområderne.
- Det er alle vigtige dele i den samlede grønne helhedsplan for Lynggården. Vi ønskede at koordinere det hele. I tillæg til indholdet i den grønne helhedsplan får vi fibernet i boligafdelingen, siger Viggo Strøm Børsting og tilføjer:
- Vi tænker meget over driften, når vi gør nye tiltag. Medarbejderne er en vigtig samarbejdspartner, der gerne vil os og deres arbejde. Ved at finde nogle gode løsninger er vi med til at fastholde dygtige medarbejdere, og det er vigtigt for os.
Godt modtaget
Siden legepladserne stod klar i vinter, er de blevet flittigt benyttet af børn og deres voksne. - De er i fuld brug, og vi ser dagligt, at folk benytter sig af dem. Der kommer også folk udefra og bruger legepladserne, for eksempel dagplejemødre, og alt foregår i fred og orden, siger afdelingsformanden.
Fint samarbejde
Landskab i DAB har været med til at få gennemført projektet i afdelingen, og samarbejdet har været velfungerende.
- Landskab har været konsulenter og for eksempel sørget for kontakten til leverandører og licitationsmateriale – de har været projektledere. Det har fungeret ganske fint. Der har været tilpas med møder, og de har været indholdsrige og produktive. Vi har haft en god proces. For mig har den vigtigste opgave været at sikre de demokratiske processer og økonomien. Bestyrelsens ønske har været at skabe et rum for liv uden for boligerne, så der kommer en kraftigere puls i afdelingen, siger Viggo Strøm Børsting.