Lommepengejobbere hjælper med at lære mindre børn at læse
Tekst og foto: Johnny Gudmand
- Vi har været meget, meget glade for dig. Ordene kommer fra en mor og er henvendt 13-årige Josephine, der to gange om ugen i 16 uger har læst sammen med hendes otteårige datter, Melanie.
Denne aften på Værebro Bibliotek i Værebro Park får hun og andre små makkere deres diplomer for at have gennemført et læseforløb. Boligsocial medarbejder Mille Holm fra Fællesskabet Værebro er tovholder på Læsemakker-projektet, hvor unge læser med yngre børn, og i aften kan hun overrække diplomer til de små og en gave til de store, der er ansat som lommepengejobbere.
- Center for Boligsocial Udvikling ligger inde med alt materialet til projektet, og jeg har tidligere kørt et pilotprojekt i en anden boligafdeling. Det samme har min leder, og vi blev enige om at prøve det af her. Det er et enormt meningsfyldt fritidsjob. De store er gode rollemodeller og får mulighed for at se sig selv gøre en forskel for de små, der får hjælp til at knække den vigtige læsekode, forklarer Mille Holm.
Lommepengejobberne er både unge fra Værebro Park og udefra, de små makkere er fra 2. klasse på Skovbrynet Skole.
- Vi finder de store med jobopslag i opgange og på Facebook, og de skal gennem en ansøgningsproces og have forældrene med til en samtale. Der er derfor også noget jobtræning med de unge, og samtidig får vi åbnet Værebro Park op mod resten af Gladsaxe, siger den boligsociale medarbejder.
Rækker hånden op
Melanie fortæller, at det har været sjovt at læse med Josephine, og Josephine siger, at det har været rigtig hyggeligt og fedt at lære en anden at læse.
- Det var en sjov og hyggelig måde at tjene penge på, og jeg kan godt lide at være social, siger Josephine.
- Da jeg startede i 1. klasse, var jeg ikke så god til at læse. Nu rækker jeg hånden op i timerne, når vi skal læse, fortæller Melanie.
Et af de andre makkerpar er 14-årige Yasmin og Tida på 8 år. Også de to har haft det supergodt med at læse sammen – og at være sammen i det hele taget.
- Det har været sjovt og spændende, og vi har set på nye læseteknikker. Det er en god måde at have et fritidsjob på. Da jeg var mindre, havde jeg selv svært ved at læse, så det lød som et mega hyggeligt job, og det er det, siger Yasmin.
- Det har været sjovt at være sammen med en ny og at læse nogle anderledes bøger, tilføjer Tida, der bedst kan lide faktabøger.
Kender hinanden bedre
Yasmin og Tidas makkerskab har udviklet sig i løbet af de 16 uger, de to har læst sammen.
- Vi har lært hinanden bedre at kende og kender hinandens interesse. Vi, der er stor makker, har været med til at vælge bøger til de små, og vi har fundet en masse forskellige gode bøger, siger Yasmin.
- Det har været dejligt at læse med Yasmin, for hun er anderledes end mig, siger Tida, der fortæller, at hendes mor siger, at hun er blevet dygtigere til at læse.
ida er ikke i tvivl om, hvad der har været det sjoveste:
- At løbe sammen med Yasmin, svarer hun med det samme.
- Når vi havde brug for en pause for bøgerne og blive lidt friske i hovedet, løb vi en tur, forklarer Yasmin.
På 16 uger har læsemakkerne tilsammen læst 2.786 sider, så der er ikke noget at sige til, at de små er blevet dygtigere til at læse. Der har nu været to hold læsemakkere, og projektet i Værebro Park begyndte i 2020. Der vil også være flere børn, der får mulighed for at deltage fremadrettet.
- Lommepengejob er en del af boligsociale helhedsplaner. Her får unge mellem 13-17 år mulighed for at prøve kræfter med et fritidsjob og får samtidig kompetencer, de senere kan bruge, når de skal ud at søge job.