Lær din nabo at kende og undgå konflikter
Tekst: Jeanette Press
Det er nogle gange en svær balance at bo side om side med mennesker, der ikke har samme rutiner eller dagsrytme som en selv.
Elsker du for eksempel at stå op klokken fem om morgenen og få en god start på dagen, er det helt ok – så længe du ikke giver dig i kast med at støvsuge, spille høj musik eller på anden måde larme så meget, at du vækker alle omkring dig.
Når du lærer din nabo at kende, bliver det nemmere at tage hensyn. Så er det nemlig ”Hanne og Daniel”, du vækker, hvis du glemmer at skrue ned for musikken, og ikke bare ”dem inde ved siden af ”.
Et godt naboskab starter med et smil, en hilsen eller med en invitation til en kop kaffe. Ofte skal der ikke mere til.