Kongeleddet hejser flaget: Else Hansen fylder 100 år
Af Kenneth Wöhlisfelt
Hun har lyst op i revyerne i boligafdelingen Kongeleddet, en del af Lolland almennyttige Boligselskab, i mange år. Men på søndag er hun, meget mod sin vilje, selv i centrum. Else Hansen runder nemlig de 100 år.
- Jeg kan ikke gå på trapper mere, men ellers har jeg et godt helbred. Jeg klarer mig selv. Det er jeg jo nødt til, hvis jeg vil leve, griner Else Hansen, der de seneste 25 år har haft adresse i Kongeleddet.
- Jeg er glad for at bo her. I går var jeg inde hos min nabo med lagkage og på søndag er hele afdelingen inviteret til morgenkaffe i beboerhuset – for min skyld. Og ved du hvad, der hænger billeder af mig alle vegne, siger Else, der efter morgenbordet med beboerne søndag den 20. marts fortsætter festen med en del af familien, der består af fire børnebørn, fem oldebørn og fem tipoldebørn.
Jobbet kaldte i København
Else Hansen er oprindelig født på Lolland og det var hendes afdøde mand også, men arbejdet sendte dem mod København, og i mange år hed arbejdspladsen Kongens Bryghus på Frederiksberg, hvor Else tappede hvidt øl.
- På et tidspunkt skulle vi flytte sammen med Tuborg, men det gik slet ikke. Jeg kunne ikke arbejde dér, så jeg tog hjem igen og ringede til arbejdsformidlingen. Jeg spurgte dem, om de kunne skaffe mig et job på spritfabrikkerne. Det kunne de ikke, men efter noget tid ringede de så alligevel - og så bryggede jeg snaps i 15 år. Det var en rigtig god arbejdsplads, husker fødselaren.
Årene i København var sjove, men i dag er hun glad for at være vendt hjem til sin fødeegn.
- En ting kan jeg sige: Jeg kommer aldrig på plejehjem. Det kommer ikke til at ske. Jeg har det sjovt her, slutter Else Hansen.