Klubberne holdt åbent hus i Carlsro
Tekst: Julie Grothen Foto: Carina Sciacca
Det sociale liv i boligafdelingen er vigtigt for beboerne i Carlsro, Rødovre alm. Boligselskab, og en del af dem mødes i klubberne i boligafdelingen.
- Vi har jo 14 klubber i Carlsro, og det er vi meget stolte af. De er aktive, og mange af dem har eksisteret længe. Bridgeklubben er helt tilbage fra 1953, fortæller Carina Sciacca, der er sekretær i Carlsro.
Klubhus og egne lokaler
Carlsro har et klubhus, hvor nogle af klubberne holder til, og andre har egne lokaler. Lørdag den 27. august holdt klubberne åbent hus fra klokken 11 til 14. Beboerne i samtlige 900 boliger havde på forhånd fået omdelt et klubblad, som fortalte om åbent hus-arrangementet.
- Det er jo lidt særligt at have sådan en aktivitet i boligområdet. Mange steder hører man, at klubberne dør. Men frivilligheden har en stærk åre i Carlsro, det giver et andet miljø. Klubhuset er fyldt hver dag – alle ugens dage, om det så er siddende gymnastik, whist, bridge, rejseklub eller krea-klubben, siger Karin Bregendahl, medlem af afdelingsbestyrelsen.
Klik på billedet for at se flere fotos.