”Jeg vidste, at situationen ville medføre en del utryghed og uro hos alle”
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Julie Grothen og privatfoto.
Fra den ene dag til den anden så verden pludselig anderledes ud. Den 11. marts 2020 bød på én virkelighed, og den 12. marts en helt anden. Nu var Danmark lukket ned, og vi skulle holde afstand til hinanden. Der var mange ubekendte og rigeligt at bekymre sig om, og dét indså Anja Nielsen, boligsocial leder i Skælskør Boligselskab, meget hurtigt. Normalt holder hun til i Parkvejshuset Skælskør, hvor beboerne har aktiviteter eller kommer forbi med deres spørgsmål og bekymringer. Allerede dagen efter statsministerens udmelding om nedlukning, gik hun i gang med at orientere på husets Facebookside.
- Jeg skrev om corona-udmeldingerne fra myndighederne. Jeg vidste, at situationen ville medføre en del utryghed og uro hos alle. Derfor lod jeg dem vide, at jeg stadig kunne fanges på telefon og mail, selvom jeg ikke var i huset. Det var vigtigt for mig at få signaleret, at der stadig var en livline til det, beboerne kender, fortæller Anja Nielsen.
Løbende orientering
Siden nedlukningen i marts har Anja Nielsen løbende informeret beboerne om de nyeste udviklinger og om aktiviteter.
- Flere beboere er vendt tilbage og har sagt, at det er rart, at der sker noget på Facebook, så de kan se, at der stadig er liv derude. Det er blevet taget rigtig godt imod.
Ude at gå i boligafdelingerne
Opdateringerne på Facebook er kun en brøkdel af det, Anja Nielsen har gjort for at hjælpe beboerne i Skælskør Boligselskab i en svær tid.
- De første dage gik med at få kommunikeret med kommunen om de udsatte beboere. Derudover taler jeg normalt jævnligt med politiet om, hvordan det går i boligafdelingerne, og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Når alle pludselig er hjemme, kan det give andre spændinger, men det er gået vældig fint, fortæller den boligsociale leder, der står til rådighed for alle afdelinger i selskabet.
Arbejdspladsen blev rykket fra ”huset” til hjemmet i marts, men især om eftermiddagen og om aftenen er Anja Nielsen ude at gå i boligafdelingerne.
- Så kan jeg lige vinke til dem, jeg møder, og holde øje nogle af de steder, hvor der er ekstra brug for det. Selvfølgelig med de forbehold, der nu engang er. Det er vigtigt at gøre lidt ekstra for at være synlig i øjeblikket. For nogle beboere er jeg den, de altid bare kan komme til, uden at jeg skal gøre mig selv til en helgen. Men der er altså mennesker uden ret mange andre holdepunkter, fortæller Anja Nielsen.
Alle skal ses
Bag kulissen arbejder den boligsociale leder med det helt personnære, og hun har haft travlt med at tale med støttekontaktpersoner og forsorgshjem:
- Jeg har brugt rigtig meget tid på at få koordineret, hvem der sørger for de udsatte af vores beboere. Vi har i forvejen et godt samarbejde, og det er afgørende. De første uger handlede for mig om at finde ud af, hvem der skulle sørge for, at alle blev set i et eller andet omfang.
Normalt tager Anja Nielsen på besøg hos de ældre, de udsatte og psykisk sårbare, men det har hun ikke kunnet under corona-krisen.
- Jeg kan ikke, som jeg ellers plejer, lige gå hjem og besøge dem. Det gør mest ondt nu, at jeg ikke kan have den fysiske kontakt, der er 90 procent af mit arbejde. Opgaven er lige nu hos kommunen, og jeg kan kun gøre mit for at sikre, at samarbejdet fungerer.
Beboervilje
I boligafdelingen Parkvej, hvor Parkvejshuset ligger, har beboerne været gode til at passe på hinanden og også lige gøre en ekstra indsats.
- Naboer har banket på hos hinanden for at høre, om alt er okay. Meget af det er opstået af sig selv, og det har været rigtig fint at opleve den omsorg. Folk har også købt ind for hinanden, fortæller Anja Nielsen.
Det er endnu uvist, hvornår danskerne igen kan samles til større arrangementer for at hygge sig, men én ting er sikkert:
- Når vi kan mødes igen, holder vi en stor fest nede i huset og fejrer, at livet igen kan gå sin vante gang. Det er første prioritet at få en eller anden samling. Det bliver rigtig skønt, når vi kan åbne dørene til Parkvejshuset igen.